Lars tror vi er venner

Ja, ja, Lars tror vi er venner, så han ringer en gang imellem og så skal jeg lige have en update om det hele, men han er bare kedelig...

(Bus på Nørrebro, onsdag eftermiddag)

Du skal ikke være bange

H: Det er min fødselsdag i dag, jeg bliver atten
M: Nå, tillykke med fødselsdagen
H: Gi'r du så ikke et kys på kinden i fødselsdagsgave?
M: Nej, det gør jeg ikke
H: Jo, kom nu, det er min fødselsdag, jeg bliver atten år
M: Ja, og tillykke med det
H: Må jeg ikke få et kys på kinden, se nu, du kan godt nå
M: Nej, det går ikke
H: Du skal ikke være bange for at jeg stjæler eller slår dig ned, se på mig, jeg er dansker, jeg er ikke sådan en voldspsykopat eller indvandrer
M: Det er ikke det jeg er bange for, jeg tror simpelthen jeg vælter på cyklen med alle de her poser
H: Nej du gør ej, se her, du kan sagtens nå
M: Nej, jeg vil ikke give dig et kys på kinden
H: Det er en stor ting for mig, jeg bliver atten år, kom nu
M: Nej
H: Hvad så hvis du får en halvtredser, se her, jeg har en halvtredser lige her
M: Nej, så får du ihvertfald ikke et kys, så er det jo ikke en gave
H: Jo, det er en gave jeg betaler for, se, her er pengene, et kys på kinden eller munden
M: Nej, man kan ikke betale for en gave
H: Jo, kom nu, se der er rødt lys, så kan du sagtens, når vi holder stille
...
H: Hey, der er rødt lys
...
H: Man må altså ikke køre når der er rødt lys
...

(Cykelsti på Frederikssundsvej, novembereftermiddag)

Piratoplæsning #7

Piratoplæsning #7 holdes fredag den 20. november klokken 21.00 på Forfatterskolen, Peder Skrams Gade 2a, Kbh K

Oplæsere:
MAJA ELVERKILDE
MARTIN LARSEN
THOMAS BOBERG
GITTE BROENG
PETER HØJRUP (læser op af Emilio Alvarez' efterladte digte)
CHRISTIAN YDE FROSTHOLM (læser op af uforsvarlig novelle!)

Husk dine egne drikkevarer (og en ekstra øl til sidemanden) og invitér frit, alle er velkomne!

Hun kan ikke engang bruge det

p1: Det er bare så irriterende, jeg havde lige besluttet at nu vil jeg score ham, til julefrokosten, og så ser jeg bare, at så sidder hun der og kysser med ham... Og hun kan ikke engang bruge det til noget, for hun har kæreste på.

p2: Men hun kan jo ikke blive sur hvis du kysser med ham på fredag, for hun kan jo ikke både holde på sin kæreste og så samtidig holde på en anden fyr

(Dybbøl st., torsdag morgen)

Hverdag, Virkelighed og Alvor

Operation: Hverdag, Virkelighed og Alvor fandt sted i går fra 16-17 i diverse toge til og fra Hovedbanegården. Kort fortalt handler det om en novelle skrevet af Christian Yde Frostholm på bestilling til UD & SE. Den indeholdt en sætning, der af DSB blev vurderet som en sikkerhedsfare for togpersonalet og passagererne, og med henvisning til deres Hverdag, Virkelighed og Alvor blev novellen afvist. Igår blev den så alligevel distribueret på ægte flyvebladsmaner.

Man kan læse meget mere om forløbet og ikke mindst læse den sprængfarlige novelle på Christian Yde Frostholms blog, fx via dette link
Her får man som bonus i kommentarfeltet en debat om hvorvidt en forfatter der skriver en bestillingstekst til UD & SE er at sammenligne med en tømrer der laver en stol.

Når det var vigtigt for mig at deltage i uddelingen i går hænger det i høj grad sammen med at jeg slet ikke er i tvivl om at der er forskel. Og virkelig har svært ved at sætte mig ind i den tankegang.
En ting er at DSB er i deres gode, juridiske ret til at afvise et bestillingsarbejde de ikke finder lever op til deres ønsker. Sådan er det bare. Noget andet er at de virkelig alvorligt mener at Frostholms novelle ville udgøre en sikkerhedsrisiko i bladet. (Her vil jeg anbefale at man læser novellen fx via dette link og ser hvad man selv synes). At de virkelig mener det er nødvendigt at kræve en sætning ændret. At de ikke mener det er nødvendigt at lade litteraturen udfolde sig frit. At alting for tiden virker til at kunne trumfes med sikkerhedskortet.
Hvorfor så overhovedet have fiktionstekster i bladet? Hvorfor slå det så flot op, og bruge de vendinger som de bruger i invitationsbrevet: "DSBs renommerede månedsmagasin Ud & Se har en rig og lang tradition for at bringe ny dansk litteratur af høj kvalitet."
Og jeg har jo selv fået brevet, og blev så glad over at få den mulighed for at have en novelle med, som jeg helt selv havde skrevet og fundet på. Det er ikke fordi at alle teksterne nu reduceres til at være DSBs sofamalerier - men jeg må indrømme at jeg synes det er en lidt tam fornemmelse at vide, at der sidder en overordnet redaktion - som vel at mærke intet har at gøre med den litterære redaktions arbejde - og nærlæser teksterne for evt. problematisk indhold.

Man skal ikke stikke sin hånd ind under tæppet til et rovdyr

Mand: Er det et rovdyr du har der?
Jeg: Ja
M: Skal (noget jeg ikke kunne høre) smide pelsen?
J: Hvad?
M: Er det rovdyr du har der, (noget jeg ikke kunne høre) smide pelsen?
J: Øhm, ja?
...
M: Er det en kat?
J: Ja
M: Skal du have katten med på arbejde fordi den ikke kan være alene hjemme?
J: Nej, den har været ved dyrlægen
M: Nå, dernede?
J: Nej, derhenne, hos Kattens Værn, de ligger der
M: Nå ja, der ligger Kattens Værn... Og knoglebrækkeren... Kiropraktoren, uha
...
M: Ja man skal ikke stikke hånden ind under tæppet til sådan et rovdyr
J: Nej
M: Det gjorde min tidligere kone
J: Nå
M: Hun stak hånden ind under tæppet hvor deres gravhund lå og hun (noget jeg ikke kunne høre) igang med en halv gris (noget jeg ikke kunne høre) grisetæer og grisehaler, og den kender godt lugten og så skal man jo ikke stikke sådan en hånd ind under tæppet, og HAPS så huggede Vaks tænderne i hånden
J: Nå, det var da ikke så godt
M: Og Vagn han blev helt tosset da han kom hjem, han var kraftedeme ved at hugge halsen over på Vaks
J: Hold da op
(En cigaret bliver tændt og en øl lukket op)
M: Der var en fandens ballade, og begge ungerne de var jo (noget jeg ikke kunne høre) fordi de holdt med hunden
J: Nå da
M: Og så Gert, du ved, den ældste, han kørte hende på skadestuen, du ved, i Køge, og så fik hun en stivkrampevaccination, for det kunne hun selvfølgelig ikke huske hvornår hun havde fået sidst
J: Og det er vigtigt, stivkrampevaccination er vigtigt
M: Og så fik hun ellers en skideballe af dem på skadestuen, kan du tro
J: Nå, ja?
M: Ja for man skal ikke stikke en hånd ind under tæppet til sådan et rovdyr, og især ikke når ens hænder lugter af grisetæer, eller grisehaler, det er jo ligesom at stikke en grisehale ind til den, eller fem
J: Ja
M: Så er det da klart den bider, så hun fik en ordentlig skideballe der på skadestuen
J: Ja
M: For det skal man ikke gøre
J: Nej
M: Den huggede jo til, den fik ordentlig fat, fem, nej tre tænder, hun fik mærker
J: Nå
...
M: Er det en kat du har der?
J: Ja
...
M: (Til et forbipasserende ægtepar) Ja, jeg kører ikke så langt på literen
Ægteparret: Ha ha
M: (Til mig) Jeg bor lige derhenne
J: (smiler og nikker)
M: Er den så så tam at du kan gå tur med den?
J: Nej, det kan jeg ikke
M: Nå, for der bor en lige hernede, og hun går tur med sin kat... Så kommer hun lige gående, med katten i snor... Så siger jeg også til hende: Hvad, tror du det er en hund du har
J: (smiler)
M: Det er godt nok utroligt, den går som en hund, hun går der med snoren, og så følger den med, den går lige bagefter hende, man skulle tro det var en hund. Men det kan du ikke med din?
J: Nej, det ville slet ikke gå.
...
J: Men jeg kan godt forstå at man vil have den i snor når man bor herinde, hvis man vil have sin kat ud, med den trafik der er her
...
J: Nå, der er min bus... Kan du have en god dag
M: Ja
...
M: Pas nu på (noget jeg ikke kunne høre) rovdyret

(Bustoppested ved Åboulevarden, torsdag formiddag)

Affald

I dag er der ingen vej udenom at bære affaldsposen hele vejen til lossepladsen selv. Irmelin hader den tur, men vagtmanden stod igen i gården.
Andre har åbenbart ikke noget i mod turen. De gør det til en udflugt, de har store trækvogne, som de er gået sammen om, op til flere familier og det er de store børn, der trækker læsset. Imens kan de voksne blive derhjemme og lave andre ting, lave frokost som de kan spise sammen og bagefter har de produceret endnu mere affald og sådan bliver det ved.
De fleste nøjes nu bare med at bruge en trillebør, de fleste foretrækker trods alt at holde deres eget affald samlet. Så går faren måske af sted med børnene og imens kan moren lave frokost og måske får de sig en lille snaps som belønning.

Selvfølgelig er Irmelin ikke den eneste, der går alene med en enkelt pose i hånden, men der bliver kigget. Der bliver skrevet kronikker om det og utallige læserbreve, med velmenende forslag om at de bør slå sig sammen i stedet for at gå alene. Den udbredte holdning er, at det er ressourcespild at de sådan spilder deres tid på at gå med enkeltposer, når nu de kunne udnytte tiden mere effektivt hvis de slog sig sammen. Det er der så nogen der har gjort og så laver de t-shirts med tryk, der fortæller at det er det de gør. Så står der ’Vi løfter i flok’ eller ’Sammen er vi stærke’, men Irmelin er aldrig blevet spurgt om hun vil være med. Det er nok godt det samme, for det virker stadig mest effektivt at dumpe affaldsposen i baggården. Ejendommens system er virkelig effektivt, de mange beboere har forstået det med fællesskab og når bare hun ikke bliver opdaget går det strygende. Hun smider posen i den store spand og vupti er det væk. Ude af øje ude af sind. Det kan hun godt lide. Bare de nu ikke har opdaget hende. Bare det nu ikke var derfor vagtmanden er. Skal han nu stå der altid og sikre at kun de rigtige bruger spanden, dem der betaler.

Irmelin sveder, det er en varm dag, det er de værste, så når den kvalmende affaldslugt langt ud fra lossepladsen. Genbrugspladsen, meget lidt må gå til spilde og det meste kan enten brændes eller blive til jord. Det lærer børnene allerede før de kommer i skole, selv de allermindste kommer regelmæssigt med derud og hører om det store kredsløb de er en del af. Dagen slutter som regel med at de får lov til at vælge hver deres stykke legetøj fra dén container og der er rygter om at de uartige børn får et ekstra hårdt puf derned og ikke altid kommer op derfra igen.
Det er sikkert bare snak. Ligesom rygterne om Afdelingen for Menneskeligt Affald, Irmelin har set skiltet, men har ikke besluttet sig for om hun tror på rygterne. Menneskeligt affald kan være så meget, det behøves ikke være rigtige, levende mennesker, som nogen har besluttet er mest værd som genbrug. Det behøves det ikke. Det kan også være lort. Men ingen går i den retning skiltet peger og især ikke Irmelin. Hun tænker selv at skulle den kategori af mennesker eksistere, kunne hun meget nemt passe ind i den. Efter andre menneskers vurdering. Som hun ikke ville drømme om at udsætte sig for. Skulle hun endelig den vej ville det være frivilligt, med en vis ære i behold. En beslutning om trods alt at udnytte sine ressourcer på den bedste måde. Men det betyder sikkert bare lort. Nogen skal jo af med det på den måde, dem der ikke har råd til at spilde vand på det. Hun har set nogen gå skamfuldt hele vejen, den lange vej med en spand lort i hånden. Trods alt slipper hun for det. Tanken får hende til at gå lidt hurtigere og lettere med sin pose, i hvert fald et par hundrede meter, så kommer hun igen til at tænke på vagtmanden i gården og skridtene bliver langsomme. Irmelin bliver overhalet af en hel familie, der forsøger at lave det til en hyggelig familieudflugt, de synger sange og slæber på madpakker, tæpper, sangbøger og alt muligt udover deres affaldslæs. Allerbagerst i den lille kolonne går en dreng. Han synger ikke med, han går langsommere end de andre, han sakker bagud og stirrer stift ned i jorden mens de passerer Irmelin. Han bærer hele familiens lort, i en spand uden låg. Det er varmt, fluerne svirrer om ham og familien foran ham synger højere og højere, hurtigere, ekstatisk. Det ser vitterligt ud som om de også går hurtigere nu, som de forsøger at undslippe drengen, højst elleve år, der knapt kan bære spanden.

Marathonoplæsning på Blågårds Plads 3. oktober kl. 11-16:30

Nej tak og nej

Kvinde: Vil du sidde her?
Mand: Nej tak, jeg skal ikke nyde noget
Kvinde: ...
Mand: Jeg har nydt rigeligt

Mor: Kan du sige violfrøstjerne?
Barn: ...
Mor: Vi-ol-frø-stjer-ne
Barn: Nej

(Onsdag formidag, i hhv. Bus 6A og Kgs. Have)

Fire debutanter nomineret

D. 2. oktober kl. 16:00 skal jeg læse op på Vejle Bibliotek sammen med Maja Swiderska, Lars Husum og Lone Aburas. Vi er alle nomineret til Munch-Christensens Kulturlegat, en debutantpris på 2 x 50.000 kr. der uddeles hvert år. Hvilke to af de nominerede der får prisen bliver først afsløret på selve dagen...

Jeg hader dig ikke

...
Vi skal snakke sammen, men ikke nu, du er fuld og jeg er fuld
...
Nej, jeg er pissesur på dig, men vi skal ikke snakke om det nu, lad os mødes en dag
...
Okay så siger jeg kort hvad det drejer sig om, det drejer sig om at du har hørt Helena sige noget løgn og sladder om at jeg skulle ud på date med en, og så har du sagt det til Anna, selv om du ved at hun fortæller alt til Mia, og nu har jeg haft en skrigende og tudende Mia i telefonen hele dagen der tror jeg har været hende utro
...
Men du VED jo at Anna siger alt til Mia
...
Hvorfor fanden har du lyttet til Helenas sladder og så ikke sagt det til mig
...
Mia vidste GODT at jeg skulle ud og spise med min søster og en fra mit arbejde,
...
Hun blev jo ved med at sige at Anne havde hørt alt muligt og nu vidste hun ikke hvad hun skulle tro og hun var helt ude af den
...
Det går FANTASTISK med Mia. Det er også derfor jeg ikke har slået op med hende som jeg ellers har proklameret
...
Jeg har brugt hele dagen på at forklare hende at der ikke er noget og jeg er pissesur på dig
...
Nej vi skal heller ikke snakke om det nu Alfred, vi skal snakke om det en anden dag, i mere ædru tilstand
...
Ja, lad os det
...
Ja, vi mødes og så snakker vi om det over en kop mjød
...
Jeg er her sammen med de andre, jeg prøver at få dem med på Stubnitz men jeg ved ikke hvad der sker
...
ja, måske ses vi så
...
Nej
...
Jeg hader dig ikke
...
Alfred, jeg hader dig ikke
...
vi finder ud af det, Alfred, jeg hader dig ikke
...
Ja, hej hej

(Fra Idas tagterasse, navnene er ændrede)

Spåkanin igen

regler for skiløbere i klubben

"Om det er noen fnitrende rokokkoskiløpere i klubben vites ikke Vi skal finlese reglene for å finne ut av om vi kan gå med sekk og termos og om det er lov å ..."

Absolut mit yndlingsgooglecitat i dag. Og diskussionen den stammer fra er absolut min yndlingsdiskussion i dag.

Lidt ligesom at gå med for småt tøj for at se højere ud

Læs her og her (Harald Voetmann)

Det er godt fordi det er sandt fordi det er sjovt fordi det er vigtigt - og mest fordi det hele i virkeligheden er så utrolig dumt. Og hvad handler det egentlig om? Hvorfor kan vi ikke bare være venner allesammen? Hvorfor skal alle positionere sig ved at sparke til andre? Og bides hestene fordi krybben er tom eller simpelthen fordi de er bidske? Og, og, og

Og så er der mere godt-og-vigtigt fra en anden her (Martin Larsen)

Wild West Viborg

T Nå der er politiet, jeg må hellere få sele på, arj det er vist for sent
M De er vist optaget af noget andet
(Vi kører forbi to politibiler med blå blink der har stoppet en personbil)
....
M Bruger du aldrig sele?
T Nej! Vi bliver for fanden overfaldet hele tiden, så skal jeg sgu ikke være spændt fast
M Bliver I overfaldet?
T Ja! Her forleden blev en af mine kollegaer truet med en kniv til at køre til Silkeborg og køre ind på Jyllandsringen
M Er det rigtigt?
T Ja, og ham der truede ham syntes ikke han kørte hurtigt nok, altså, jeg mener - en taxa på Jyllandsringen, hvad vil han have?
M Ja
T Han kørte med katastrofeblinket tændt og det lange lys på, altså det var jo skidefarligt, men han turde ikke andet end at gøre det, og så blev ham dér helt tosset og så sagde han at hvis ikke han kørte hurtigere i svingene, så ville han stikke ham ned
M Jamen det er jo helt vildt
T Så sagde han at hvis min kollega ikke kunne køre hurtigere, så kunne han da bare selv køre, og så lige i det han stoppede bilen, så var han lige hurtig ude af bilen, og så snuppede han bilnøglerne og løb alt hvad han kunne.
M Hold da op
T Så kom politiet
....
T Så jeg skal ikke være spændt fast
M Nej det kan jeg godt forstå, det havde jeg slet ikke tænkt på
T Det sker hele tiden, det er blevet helt slemt. I december var der fire der blev overfaldet, så var der ikke noget i januar, men så var der fire igen i februar, eller var det tre, og i marts var der fem. Vi har ellers kameraer i bilen allesammen nu, vi bliver jo kraftedeme banket så vi ikke kan stå og gå, der er to, de blev banket sønder og sammen, det var i januar, de er holdt op, de kan ikke køre mere efter det
M Men også hvis man ikke har oplevet det selv, er det ikke uhyggeligt at vide at det kan ske?
T Jo for fanden, det er pisseuhyggeligt. Der er begyndt at komme så meget nu, med rockere og indvandrere der er oppe og toppes
M Jeg troede kun det var i København
T Nej, der kommer mere og mere af det. Det er også derfor de er begyndt at køre med de der blå, salatfade, i gennem gågaden lørdag aften, det må jeg indrømme, det synes jeg er lidt sejt
M På den lille gågade, det må se mærkeligt ud.
....

Ekstranøgler på museum

Pga denne tekst er jeg med på Københavns Bymuseums særudstilling om nøgler, der åbner nu på lørdag d. 28. marts. Mit bidrag er ekstranøgler, for sådan en bunke havde jeg faktisk liggende. Men det betyder ikke at jeg går rundt med rotter i lommen.

For fisan, kom til farfest!

Det sker lige nu

Der er en øvelse udenfor mit kontorvindue. Parkeringsvagterne skal trænes i at tackle forskellige situationer; optøjer, fulde folk, vrede folk. Vi blev advaret i går. Hvis vi ser optrin i Gernersgade er det bare skuespillere, vi skal ikke blive bange. Og i hvert fald ikke gribe ind, eller ringe efter politiet. Men nu er der så en situation med to biler og startproblemer, og der kommer flere og flere skuespillere til, nu står der syv, plus dem der bakser med bilerne, og de står alle sammen med front mod mit vindue, og det kan ikke undgås at de kommer til at kigge ind, på mig der ellers forsøger at arbejde. Jeg bliver helt forlegen, men kan ikke lade være med at smugkigge. En af dem er kendt fra tv, jeg kan ikke huske for hvad. Og nu, det er da for mærkeligt, nu ser jeg en jeg kender fra Aalborg. Jeg boede i bofællesskab med ham og en hel masse andre, jeg tror han hedder Rasmus. Gav vide om han så er blevet skuespiller? Skal de ikke snart lave et eller andet, slås eller noget, og hvor bliver parkeringsvagterne af.

Nat i Aalborg

PJ: Går det altid galt når hun snakker med mænd?
I: Ja
PJ: Hun har ellers sådan nogle pæne briller

Afsted afsted min hest skal med

Hvis jeg sadler Gamle Grå nu og satser på at skifte til friskere heste i Slagelse, Middelfart og Vejle, så kan jeg vel sagtens nå frem til Aalborg kl. 16, så det vil jeg gøre. Fluks.

Noveller nul ni i Odense

Tomas Thøfner, forfatter og nyansat litteraturkoordinator på Kulturmaskinen i Odense, blogger i februar måned på Litnet Odenses Litblog. Bl.a. om hans første arrangementsserie 'Noveller nul ni' og mere specifikt om hvilke spørgsmål han kunne overveje at stille d. 12. februar hvor jeg og Thøger Jensen skal deltage, som de første to ud af i alt syv forfattere. Han skriver:

"Jensens specialitet er ganske korte prosastykker. Er de for korte til at være noveller? Og hvordan forholder de sig til skemaet ovenfor? Er de tættere på poesien, eller hvordan? Elverkildes tekster er meget tydeligt noveller, både mht. omfang og de nævnte genretræk. Hvor skiller de sig ud?
Og jeg tænker på et spørgsmål som måske indbefatter meget af det foregående på en kompakt måde. Spørgsmålet er: Hvordan ved I at teksten er slut, hvordan ved I at den ikke skal være længere?"

Det føles lidt som at snyde til eksamen, sådan at kende nogle af spørgsmålene på forhånd. Jeg tror dog kun det er en fordel for tilhørerne at jeg tænker lidt over det på forhånd.

Der er i alt fire arrangementer, og de andre forfattere der deltager er:
Torsdag d. 19/2 kl. 19: Peter Adolphsen (f. 1972) og Sidsel Falsig Pedersen (f. 1970)
Torsdag d. 26/2 kl. 19: Kristina Nya Glaffey (f. 1979) og Merete Pryds Helle (f. 1965)
Onsdag d. 11/3 kl. 19: Naja Marie Aidt (f. 1963)

Læs Tomas Thøfner på Litblog'en her
Læs mere om Kulturmaskinens litteraturtiltag her

Ud og Læse i februar

Pudsigt nok har alting klumpet sig sammen i februar - og Alting er:

Fra d. 1. februar og måneden ud kan man i Ud og Se med DSB læse min spritnye novelle 'En dårlig dag'. Den er fantastisk illustreret af Signe Parkins Benjamins, med et væld af detaljer: massevis af nøgler, selvfølgelig, og sære tobenede væsner, en duknakket dame der venter på bussen og en halvfed, vranten rotte. Blandt meget andet.
(Så kan man jo lige prøve at regne ud hvad novellen handler om...)

Onsdag d. 4. februar kl. 17-18 - dvs. lige om lidt - skal jeg læse op og snakke om min bog på Frederiksberg bibliotek. Se mere her

Torsdag d. 12. februar kl. 19-21 skal jeg læse op og snakke om noveller med Thøger Jensen på Kulturmaskinen i Odense. Det er arrangeret af Tomas Thøfner, nyansat litteraturkoordinator, og det er en del af en serie på i alt fire arrangementer om noveller. Se mere her

Torsdag d. 26. februar kl. 16-17 skal jeg læse op og snakke om at debutere på Aalborg Hovedbibliotek. Og det er jo der jeg kommer fra, dér jeg har gået/drukket i Gaden, arbejdet (alt for længe) på Burger King, dér jeg blaffede til med min veninde når den lillebitte landsby vi boede i bare blev FOR lille. Så det er jo noget særligt at skulle læse op der! Se mere her

Og som en bonus har man sørme også mulighed for at få undervisning i 'Fra Helle Helle til Maja Elverkilde - Årtusindeskiftets danske novellekunst' på Folkeuniversitetet i København. Kurset løber over 12 mandage og det starter d. 2. februar. Se mere her Har næsten selv lyst til at melde mig til det :-)

Frederiksberg Bibliotek

Onsdag d. 4. februar skal jeg læse op og interviewes om at debutere. Det er på Frederiksberg Bibliotek og man kan læse mere om det her

Nu bestemmer jeg jo (måske) ikke selv, men faktisk kunne det være sjovt at fortælle om hvordan netop novellen 'Tyv', som nævnes i Frederiksberg biblioteks omtale af arrangementet, om moren i kælderen og barnet der er glad for ild, blev til.

Og så, hvis jeg fx bliver bedt om at sige noget mere generelt, fx. til eventuelle blandt publikum, der overvejer selv at blive forfatter, vil jeg frygtelig gerne sige en bestemt ting: Pas på med at stifte gæld.
Hvis der er noget der kan gøre det praktisk besværligt at leve som forfatter, så er det hvis man oveni at skulle skrabe penge sammen til husleje og mad, også skal afdrage på et stort lån. En af de største udfordringer er virkelig at finde tid til at skrive. Jo mere man er nødt til at tjene hver måned, jo mindre tid til at skrive.

spænding i Købmagergade

Hun: men han havde jo en kæreste så, og han var utro hele tiden, og det kan jeg jo bare slet ikke ha', så... og så var jeg jo vildt fornærmet over at han ikke lagde an på mig, altså hvorfor ikke mig når han var sammen med alle andre, men altså...
Han: hahaha
Hun: Så var jeg jo helt vildt forelsket i ham, selv om, det ville jeg jo ikke indrømme, men det var jeg...
Han: hahaha
Hun: Nå men så var det jo han hele tiden dukkede op på ( ? noget jeg ikke kunne høre) og så var det jeg besluttede at hævne mig på ham og så lagde jeg bare helt vildt an på ham, altså jeg lagde så meget op til ham
Han: Nå, er det? Det tror jeg du har fortalt om
Hun: Jeg lagde bare så meget op til ham, og så lige før, så
Han: Så ville du ikke alligevel...
Hun: Ja det havde jeg jo så besluttet
Han: Men så gjorde du det alligevel...
Hun: Altså, jo, men (pis, de gik den anden vej)

Også det er sikkert og vist

"Skønhed er som bekendt aldeles ikke nogen nødvendig forudsætning for, at en kvinde har sex. Omvendt kan, hvad det er lige så velkendt, en kvinde være meget skøn uden at have det forventede sex. Det ligger nær at sammenligne Joséphine med hendes samtidige, madame de Récamier, som var billedskøn og særdeles velskabt, men ganske frigid. For sin skønheds skyld fik hun mange elskere, men hun gjorde dem alle ulykkelige ved sin kulde. Til gengæld savnede hun ikke veninder - ingen kvinde betragtede hende som rivalinde. Blandt veninderne var madame de Staël, som var meget langt fra at være smuk og velskabt, men som med sin glød og sin ånd gjorde sine tilbedere meget lykkelige; Benjamin Constant var hendes lydige tjener. Joséphine havde ingen veninder, mange kvinder hadede hende derimod og foragtede hende."

Hvilken kvindevisdom der strømmer ud af denne bog: "Historiske personer - set med lægens øjne", skrevet af Ove Brinch og udgivet i 1962!

At det at 'have eller ikke have sex' er særdeles vigtigt, understreges ved en lang opremsning af alle Joséphines skavanker; hun er lad, uøkonisk, har rådne tænder, en barm to barnefødsler har 'handlet ilde med', og sågar en næse der 'nærmer sig det opstoppede'. Oh ve:
"Det var et beskedent grundlag for vejen til kejsertronen, men det opvejedes af noget, der er vigtigere end alt andet: hun havde sex"

Så ved man det, hvis man er kvinde der går rundt med ambitioner.

Noget har heldigvis ændret sig, både siden Napoleons tid, og siden 1962. Fx er det ikke så tit at mænd slipper afsted med at beskrive kvinder som frigide. Og kvinder kan sådan set godt opnå ting & sager i deres liv uden at vejen går omkring mænd.
Og det sidste er efter min mening langt vigtigere end hvad mænd kan finde på at sige af uhyrligheder - for det betyder at kvinder ikke er nødt til at se hinanden som konkurrenter. De kan rent faktisk godt være venner selv om de hver især har en hel masse at byde ind med. Her mener jeg rigtige venner, der hjælper hinanden, også når det gælder arbejde.
Det er samtidig forudsætningen for at forholdet mellem mænd og kvinder kan være balanceret: At det ikke er ensidigt afhængighedsforhold. Det er nu muligt at forhold mellem mænd og kvinder, kvinder og kvinder og mænd og mænd kan være gensidige og jævnbyrdige. Helt uafhængigt af om nogen har mere 'sex' end andre, og hvem de har det med.

Og hvis det jeg skriver nu stadig ikke passer, så burde det (kraftedeme) snart begynde at gøre det.

Og det er sikkert og vist...

at dengang jeg faktisk var i Konstantinopel, blev vi spået af kaniner.

Pausefisk

Jeg er som sædvanligt umådeligt fristet til at afgive hundredeogsytten ambitiøse nytårsforsæt, men i år holder jeg standhaftigtigt stand og har kun et: I år vil jeg lave mere ingenting

Lidt sådan her:

Imorgen tidlig meget tidligt

skal jeg i Go'morgen Danmark på TV2 og snakke om at debutere - sammen med Lars Husum og Christel Wiinblad. Det er vist noget med forskellige debuthistorier og min er så den laaaangsomme start.
Kl. 8:15 ER meget tidligt.

I nat drømte jeg både at jeg tabte alle mine tænder og at toget kørte.

Tror mine drømme jeg er tungnem?

Bogbussen min ven

Bogbussen kom hver mandag. I to timer, fra kl. 18:00 til 20:00 stod den på parkeringspladsen foran forsamlingshuset. Og som regel var jeg der fra den kom til den kørte. Bogbussen var godt indrettet. I førerenden, ved indgangen, var udlånsskranken med plads til to bibliotekarer. Tættest på dem stod voksenbøgerne og jo længere bagud man gik i bussen, jo yngre blev litteraturen. Allerbagerst stod billedbøgerne, og ikke så langt fra dem stod tegneserierne. Det var der jeg startede, jeg læste simpelthen alle tegneserierne fra en ende af. Og bibliotekarerne var helt med på projektet, de sørgede for løbende at udskifte beholdningen så jeg hele tiden havde nyt at vælge imellem. Indtil jeg så endegyldigt havde været det hele igennem. Favoritterne var og er Benny Bomstærk og Smølferne. Jeg gjorde dernæst et forsøg med voksentegneserier, men det fungerede ikke rigtigt for mig. Istedet gik jeg igang med bøger. Igen godt hjulpet af bibliotekarerne. Det var næsten altid de samme to bibliotekarer der var med bussen; en kvinde med glat brunt hår og en mand med brunt fuldskæg. De fandt bogserier til mig, som en erstatning for tegneserierne. Selvfølgelig 'Det lille hus på prærien'. Åh. Men også Margit Söderholm, både 'Driver Dug falder regn' og en hel lang Hellesta-serie. Og en hel masse andet, helst serier og helst drivende sentimentalt. Det var min smag og det forstod bibliotekarerne. Jeg husker tydeligt hvordan jeg slugte det hele. På svensk kalder de det 'slukaraldern' - den periode hvor bøgerne uhæmmet glider ned og ind. Jeg slæbte mange bøger til og fra bogbussen, hver uge var der store udskiftningsdag. Og så sad jeg ellers på gulvet i bogbussen og bladrede og skimmede, det var et godt sted at være.

Nu har jeg fået en mail fra den ene af de to bibliotekarer: 'om du er den Maja, der for år tilbage boede i Nørholm ved Aalborg og lånte bøger i bogbussen?'
Jeg blev så glad for den hilsen! Og må sande at jeg stadig er drivende sentimental. For jeg gad egentlig godt lidt stadig bare sidde der på gulvet i bogbussen og få læsehjælp af to søde bibliotekarer, der bare FORSTÅR mig. Tak.

Usynlige bøger

Det forekommer mig at det var fra en pålidelig kilde at jeg fik denne oplysning: 25% af de bøger der udgives i Danmark går direkte fra tryk til makulation, uden nogensinde at blive synlige for læserne. De anmeldes ikke, omtales højst i avisernes liste over bøger de har modtaget. De indkøbes hverken af boghandlerne eller bibliotekerne. De dør bare.
Man kan jo forestille sig, som jeg også mener hyppigt at høre, at det er fordi der udgives alt for mange, alt for dårlige bøger. Hvor stor en del af de usynlige bøger man bare skal være glad for forbliver unævnte skal jeg ikke kunne sige. Men at der findes andre, mere triste forklaringer - det VED jeg. Der findes gode bøger der ikke anmeldes fordi aviserne ikke kan se nogen god vinkel på dem, fordi de ikke har plads til det hele, fordi det simpelthen interesserer for FÅ. Der findes gode bøger der ikke indkøbes af boghandlerne fordi de aldrig opdager at de eksisterer, eller fordi efterspørgslen er så lille at det ikke kan betale sig. Der findes gode bøger der aldrig kommer på biblioteket... Fordi... nej, det fortjener et langt indlæg i sig selv, for det er simpelthen så komplekst, og noget så omfattende som forholdet mellem regeringen og kommunerne, budgetterne og skattestoppet må inddrages - for ikke at tale om TIDSÅNDEN, den fanden, der konsekvent foretrækker alt der er funklende & nyt, Og bogen, puha, sådan en støvet tør ting, eller hvad er det der sker? Nej, ikke bibliotekerne nu. Det må være nok at sige at der findes gode bøger der aldrig bliver en del af det overordnede litterære kredsløb, og det er en skam. Selvfølgelig for dem der skriver dem, men virkelig også for de læsere der aldrig får chancen for selv at vælge dem, til eller fra.

Og så er det godt at Underwood Ink findes. At der stadig er mennesker der åbner bogbutikker fordi de synes der er gode bøger der skal sælges, selv om de udmærket er klar over at det er rigtig dårlig forretning. Men så har de lavet en café og bar også, for DET kan man tjene på. Boghandlere som den (for der findes flere, også flere end jeg kender, men fx Møllegades Boghandel) synes jeg man skal støtte alt man kan. For det er kun så længe de findes at man får muligheden for at gå ind og bladre i alt det man ikke kender og ikke vidste man måske rigtig gerne vil læse.
Og hvis man ikke er så heldig at have sådan en boghandel i nærheden kan man trøste sig med at alt det funklende nye også kan bruges godt. Fx til at lave drømmeboghandler som Audiatur, hvor der er uendelig plads til ALT sålænge det er GODT.

Jeg læser op på Underwood Ink nu på fredag d. 10. oktober sammen med Stine Bork Kristensen og Harald Voetmann. Det starter kl. 21:00. Underwood Ink ligger i Ryesgade, tæt på Tagensvej, og er forøvrigt et virkelig fint sted, med en boghandel hvor man rent faktisk kan få de bøger man gerne vil have (bl.a. alt fra Basilisk og Anblik) og en cafe der er upåklageligt smagfuldt indrettet.

Jeg har haft min blog i flere år, faktisk, men har aldrig rigtig kunnet finde ud af at bruge den. Så den har levet et helt hemmeligt og meget stilfærdigt liv. Men det passer godt med mit eget liv, for jeg har på så mange måder gået rundt og lurepasset. Men nu hvor den bog er udkommet som jeg har arbejdet på i flere år (mange, mange) og drømt om i endnu flere, så er det på en måde sket med lurepasseriet. For jeg har jo både skrevet den og sendt den ud i verden, og så er jeg jo for alvor selv ude i verden med det som måske betyder mest for mig... Eller så måske næstmest, eller sådan noget.
I går trykkede jeg på en knap der gør denne blog søgbar. I dag har jeg skrevet hele to kommentarer til andre blogindlæg. Jeg ved godt at jeg er håbløst bagud, (igen: mange, mange år) men det føles helt ærligt ret grænseoverskridende. Sådan at mene noget i al offentlighed med et enkelt tryk på en knap. Og. Åh. Tro nu ikke at jeg har ment noget alvorligt, noget om verden eller i det mindste litteraturen, det var såmænd begge kommentarer der handlede om mig selv.
Og det er så allerede en skruppel, der næsten får mig til at lukke bloggen igen. For helt ærligt: Så synes jeg pludselig der er en grund til at have en blog fordi jeg kan skrive om mig selv. Men, sådan er det. Jeg er pissestolt af den bog, og af anmeldelserne, som jeg derfor ganske ublu linker til. Og indtil jeg finder ud af hvad jeg ellers har lyst til at skrive om her, og kommentere på, så skriver jeg videre om mig selv.

Fordi: Det er gået op for mig at jeg sådan set allerede er tilstede på nettet og har været det i flere år. (årene igen, de er åbenbart et gennemgående tema for dette indlæg) og hvad er så mere oplagt end at samle dem her, lave et lille nostalgitrip og dele det med hvem der nu kommer forbi. Fx nogle af de mange mennesker der var involveret? Det kunne være hyggeligt! Eller alle debutanters våde drøm: Hvis nu nogle nysgerrige læsere af min (MINMIN) bog havde lyst til at vide mere om den der havde skrevet den (MIGMIG)?

Her starter Nostalgituren så:

I 1998 flyttede jeg til København fra Aalborg. Jeg ville så gerne lære nogle mennesker at kende som interesserede sig lige så meget for at læse og skrive som mig. Så jeg startede på Daghøjskolen Arenas halvårlige skrivekursus, hvor jeg bl.a. mødte Susanne som senere flyttede til Bergen og kom hjem på visit med det fantasstiske kopierede og hæftede fanzine Grønn Kylling
. Til at dø for, så fantastisk var konceptet, og så enkelt: Alle kan sende tekster til Grønn Kylling, der er ingen redaktion kun en/flere der samler det indsendte - til gengæld indgår deltagerne i fanzinet i en konstant igangværende samtale om hinandens tekster, om andre tekster, om litteratur i det hele taget eller om hvad som helst i øvrigt og sender ligeledes disse bidrag til fanzinet. Det hele trykkes (=kopieres og hæftes)og sendes til deltagerne. Sådan et ville jeg også have og sammen med min daværende bofælle Isabel Dreyer startede vi Trompet Poet. Konceptet var nogenlunde det samme, men med lidt flere bløde hippietendenser og mere svingende kvalitet. Trompet Poet eksisterede fra 2001 til ... 2003? Isabel flyttede tilbage til Aalborg og så holdt det op med at være sjovt at lave. Der nåede at komme 9 numre, og pga pligtafleveringen findes de jo stadig, men tilsyneladende har vi ikke været helt konsekvente med at aflevere.

Umiddelbart efter at Trompet Poet var gået i stå kom jeg med i redaktionen på litteraturtidsskriftet Apparatur, men det var ikke nogen stor succes. Jeg brød mig sådan set slet ikke om at være redaktør. Så skulle jeg jo mene noget om andres tekster og stå ved det. Ikke noget for en lurepasser. Jeg holdt ud i to år, mest fordi de andre i redaktionen var så søde... Og det var sjovt når vi holdt julefrokost, og møder iøvrigt. Et år hhv. spiste og drak mig og Maja Lucas os under bordet. Jeg ved ikke hvad der er værst, men vi kunne da følges hjem i en taxa, kl. 10:00 da de andre skulle til at spise ris a la mande.

Noget som jeg kunne - og kan - lide er til gengæld koncepter og arrangementer. Og når man så kan arrangere koncepter bliver det ikke bedre. I 2000 kom jeg i kontakt med Sonja Thomsen (husker ikke hvordan, men mon ikke via Trompet Poet) og blev bedt om at skrive til hendes projekt Digital drama. I den forbindelse fortalte hun mig om sit tidligere projekt Love is in the air. Ideen om at skrive kollektivt i felter blev til et faktisk ret vellykket heldags skriveeksperiment, efterfulgt af en tretimers oplæsningsmaraton - alt sammen dokumenteret af Sonja Thomsen på den yderst tjekkede hjemmeside for At skrive et skakbræt
Jeg arrangerede At skrive et skakbræt sammen med Solveig Egebjerg (der nu er her) der havde organiseret at oplæsningen blev optaget. Det viste sig at være heldigt, for blandt publikum var der to tilskuere, Niels og Mette, der blev mere end almindeligt begejstrede, fyr og flamme dækker bedst. De foreslog at optagelsen af oplæsningen skulle laves til en cd. Så det lavede Niels. Det blev en helt igennem håndlavet sag, naturligvis med brunt kartonomslag, alle teksterne på knaldrødt karton og alle stemplet med et håndlavet rødt stempel, som jeg mener Mette stod bag. Alt i alt smuk og helt som den slags skal være og jeg har stadig mit eksemplar, og min mor har sikkert også sit. Der var en hjemmeside med produktbeskrivelse etc. men jeg ved ikke hvor den (og Niels og Mette) er nu. Så dokumentationen herfor er pt. denne pressemeddelelse for receptionen hvor der også blev læst op, i kortere tid og mere tilrettelagt rækkkefølge og til musik. Og der kom overraskende mange mennesker, det var en fest!

I 2003 arrangerede bl.a. folkene bag Grønn Kylling (Susanne Christensen, Audun Lindholm og Øystein Vidnes) i samarbejde med bl.a. Martin Glaz Serup (i egenskab af redaktør for Apparatur) Bergensbrag, hvor folk fra forskellige spændende litteraturtidsskrifter og småforlag mødtes og talte og udvekslede erfaringer. Jeg husker ikke hvorfor men jeg kunne ikke deltage. Det var jeg meget frustreret over. Måske derfor var jeg ekstra opsat på at være med til at arrangere efterfølgeren i 2005: Bergensbrag/København
Det var godt, hårdt og sjovt og man kan se billeder her

Det var det sjove. Sideløbende med det sjove har jeg studeret, i årevis, og nåede også helt til specialet, som skulle være om litteraturtidsskrifter. Men så gik det bare slet ikke. Til gengæld fik jeg skrevet en pænt stor del af 'Alt det der er mit' mens jeg forsøgte. Og via min specialevejleder opdagede jeg at Gertrude Stein selskabet også er for almindelige mennesker. Det vil jeg gerne reklamere her: Det er virkelig et godt initiativ og hvis man er bare det mindste nysgerrig på dette sære forfatterskab (og er alle gode forfatterskaber ikke bare lidt sære?) skal man ikke tøve, men dukke op til arrangementerne. Der kræves ikke andet end netop nysgerrigheden. Og der kommer rare mennesker. Man kan snakke med dem eller bare lytte.

Jeg har også arbejdet. I næsten fire år i Folketinget for Kristendemokraterne, lige til den dag de røg ud. Det er en historie i sig selv. Jeg ved ikke om det burde være nødvendigt, men bare for at undgå misforståelser vil jeg gerne erklære her at jeg hverken er politisk eller religiøst noget som helst. (Aktiv, bevidst, afklaret, interesseret, begavet, forbundet). Til gengæld var det den absolut mest spændende arbejdsplads jeg nogensinde har haft. ALDRIG blev jeg træt af at træde ind ad porten til Christiansborg, og den dag i dag føler jeg at det er grundlæggende FORKERT at jeg ikke har adgangskort til huset så jeg kan komme og gå som jeg vil. Det er sådan en rar lille verden i verden at være i. Så fuld af begivenheder og vigtigheder og festligheder. Kongehuset kommer jo fx forbi i tide og utide. Jeg var der da Mary tabte hatten.

Nu arbejder jeg for Danske skønlitterære Forfattere. Og når det nu skal være, når man nu skal tjene penge, når det nu ikke kan betale sig at skrive sådan en bog som jeg har skrevet - så er det faktisk et drømmejob. Intet mindre.

Og blev jeg så ikke færdig med turen. Jo, sørme, det blev jeg. Jeg har sikkert glemt noget, eller med vilje udeladt mindre flatterende detaljer. Ja, det har jeg. Nok om det. Nu bliver det spændende at se hvad der sker efter dette indlæg, om jeg mon finder på at skrive om andet end mig eller mere.