Sider

12. september 2016

23. juni 2016

Snak *95

Kvinde (i telefon): Ja, ja, sådan er det, når man går med hovedet i telefonen, så kan man ikke se skoven for bare træer

(Gågaden i Viborg, torsdag eftermiddag)

20. juni 2016

Snak *94

Mand (i telefon): Så var vi til Malenes PHD-fejring i fredags - maden var vegetarisk, resten var godt! (pause, forventningsfuldt smil) ... nå, nej, det var vist bare for at det skulle være lidt anderledes ... ja, så er det vist blevet sådan nu, at de kalder det at de ikke spiser noget med puls, men så siger jeg også, at jeg ikke spiser noget som har en puls længere! (pause, forventningsfuldt smil)


Kvinde: Når jeg når til den her del af byen, så får jeg altid sådan en helt vild underlig følelse i min krop (pause, forventningsfuldt smil)
Pige (ca 10 år): ...
Kvinde: ...
Pige: Er mobilen ladet?

(Toget mod Viborg, mandag eftermiddag)

9. juni 2016

Hej, det er virkelig ikke her der sker noget, stadigvæk er det ikke her (men lige pludselig!) - prøv i stedet at se hvad jeg laver på www.poteproduktion.dk eller på Bondsäter, begyndelser.

- og så udkommer den første novelle af ti (i en serie, som du kan læse mere om her) fredag d. 10. juni kl 12:00


5. maj 2016

April er slut, og digt-udfordringen er vel overstået - og jeg har netop op-fancy'et siden og givet samlingen en titel: As if bears cared. Næste skridt er så at oversætte digtene til dansk ...




12. april 2016

Ikke her men der og der

Åh denne stakkels forsømte blog, men det er jo bare fordi jeg lige nu skriver andre steder, bl.a. for tiden ret regelmæssigt om livet i skoven her.

Og så gjorde jeg sådan lidt diskret, tøvende opmærksom på mit engelsk-digt-eksperiment, men nu er det dag 12, og jeg er virkelig glad for den (selvpålagte) opgave. Udfordring. Så her kommer et mere flashy link:

www.everydayandanother.wordpress.com 

- her skriver jeg et nyt digt hver dag! Hele april! 

 

 











... Men jeg er nu sikker på at jeg også vender tilbage hertil igen før eller siden, tilbage til min altfavnende, godegamle rodekasseblog.

1. april 2016

I løbet af april skriver jeg et digt om dagen på engelsk, og lægger dem på denne, til lejligheden oprettede, blog. Det gør jeg fordi Billimarie (som boede her i skoven i vinters) spurgte om jeg ikke syntes det kunne være sjovt, og jo, det synes jeg. Der er en hjemmeside hvor man kan tilmelde sig, hvis man vil skrive - eller læse - med.

4. marts 2016

I dag *40

I toget mellem Malmö og Göteborg, sæderne er sådan, at man i den ene side sidder i køreretningen, i den anden sidder man modsat. Skråt forskudt for hinanden. Man kommer til at sidde og kigge på hinanden. Fremmede mennesker. Der er den her mand, han har vinduespladsen skråt overfor mig, han rejser med en plasticpose fuld af dåser, han åbner dem i et jævnt tempo. Tømmer og åbner. Dynejakke, kasket, gråt overskæg. Ved siden af ham sidder en kvinde. Også hun gråhåret, med et perlespænde, der holder sideskilningen væk fra ansigtet. En ærmeløs pelsvest, guldsmykke og sorte bukser. Og en bog. Den bog er vigtig. Den er hendes skjold. Når manden begynder at tale. Først var det om flygtninge. En lav talestrøm. Hun afbrød med bogen hævet: Jeg vil gerne fortsætte med at læse. Der var tavshed. Egentlig overraskende længe. Så begyndte han at tale igen. Om vindmøllerne. (Jeg ville ønske, at jeg kunne gengive samtaler præcist nok på svensk.) Han sagde, cirka og oversat - og højere, højere, højere:

- Man skal satse på kernekraft, det er kram!
- Hvorfor sætter de dem op, de forbandede snurremaskiner, de ødelægger naturen!
- Sats på kernekraft!
- Det er kram!
- Jaja, så sker der ulykker, men det gør der jo ...
- Sats på kernekraft!
- De snurremaskiner! Kraftedeme, hvorfor ødelægger de naturen!

Og det sagde han forfra, og igen, og tågehornshøjt.

Kvinden læste meget koncentreret i sin bog. Overraskende længe lod hun sig ikke forstyrre. Så forsøgte hun sig med nogle nik, og 'hmmm'. Til sidst sænkede hun bogen og sagde, meget bestemt:

- Du har din mening og jeg har min, okay!

Og straks derefter:

- Vi er i Halmstad. Skulle du ikke af i Halmstad?

Så fulgte en længere forvirret samtale, som jeg også selv blandede mig i. For vi var i Halmstad, men han troede os ikke. Ind kom en passager, endnu en nydelig ældre dame, og hun skulle sidde på mandens plads. Også hun bekræftede, at vi var i Halmstad. Langsomt, langsomt slingrede han sig op ad mellemgangen, nåede døren samtidig som toget begyndte at køre. For sent. Nu sidder han i stillekupeen. Det ved jeg, fordi passageren bag mig rejste sig op for at se, hvad han gjorde. Hun fortalte det videre til dem skråt overfor hende, det vil sige dem, ved siden af mig. Vi sidder præcis forskudt for hinanden, sådan at vi ikke ser hinanden, medmindre vi drejer ansigterne og kigger direkte. Det gør vi ikke. Det ville være for tæt. Men jeg hørte deres fnis. Tanken om manden med tågehornsstemmen dér. Det besvær. Nu slipper vi for det. Mit eget indvendige fnis. Tanken tidligere: Godt det ikke er mig, der sidder ved siden af ham. Godt hun sidder imellem ham og mig. Hun er mit skjold, som bogen er hendes.

Jeg har været i byen på besøg, er på vej tilbage til skoven. Hjem. Glæder mig. Glæder mig til jeg ikke skal være en del af det her. Samvær, som slet ikke rigtig er. Tilskuere til andres generende nedture, udskejelser, udbrud, angreb. Det ubekvemme. Det pinlige. Så fniser vi lettet, når vi slipper.

Lettelsen over at det ikke er mig, der er den.

Mens jeg var i byen (med al den overflod af strøm og internetforbindelsen letflydende,) læste jeg et af de kommentarspor, der oftere og oftere bliver linket til på facebook: Racister, oftest. Men det kan også være noget om fattige menneskers eget ansvar for ... alt. Eller det kan være kvindehadere, mandehadere, noget med had. Had er fællessnævneren.

Mine pegende fingre, store øjne: Se denne stinkende kloak, menneskedybet!

Gys og gru. Frygt. Jeg bliver så overvældet af angst, når jeg læser de udsagn.

Men så er der også den fryd, som er så svær at placere.

Mig i skoven. Jeg glæder mig sådan til at komme hjem. Og jeg synes der er noget helt grundlæggende galt med den måde bylivet får os til at leve på. Parallelt, men ikke sammen. Eller, måske er det ikke bylivet. Jeg ved ikke hvad det er, og alt er jo på godt og ondt, bla bla nu kommer forbeholdende væltende. Men. Alligevel den her dårlige smag i munden, følelsen af at stikke af. Jeg  vil ikke nås, vil ikke se. Vil ikke. Den gemmeleg. Det fnis.

25. januar 2016

I dag *39

Rapport fra metro: Bag mig sagde en mand: "She was really milfy, that milf" og senere: "Horny! She actually told me, she was horny." Og en mand havde en stor kamphund med sig, der havde de mest menneskelignende øjne, jeg nogensinde har set. Manden var af den type (karseklippet, ranglet, lemmedaskende men med knivskarpt blik) der gør mig instinktivt urolig. Typen jeg bevidst undgår øjenkontakt med, men alligevel hele tiden har indenfor mit synsfelt. Typen jeg forestiller mig altid er rede til at gå helt ind i en konflikt, lynhurtigt, fysisk. Men hans hund. Når metroen kørte, stillede den sig med benene mere ud til siden, så den holdt balancen perfekt, musklerne bevægede sig synligt under dens korte, mørkebrune pels, og jeg kunne ikke holde op med at kigge på den. Den gik frit rundt, uden halsbånd eller snor, den iagttog menneskerne, som om den fik noget ud af det. Vurderede os. Som jeg vurderer alle omkring mig. Forsøger at regne dem ud, komplet med fortid og fremtid, tanker og følelser. Manden sagde ikke et ord til hunden undervejs, men af og til gik han ind foran den, og fangede dens opmærksomhed med sit ansigt. Deres kommunikation. Ordløs, men så nuanceret, og jeg bilder mig ind, at jeg kunne afkode den. Jeg er bange for hunde generelt. Der er undtagelser. Denne hund var det umuligt at være bange for. Jeg ville tale med den. Jeg ville have dens opmærksomhed. På et tidspunkt snusede den til mine støvler. Jeg skammer mig over mine støvler. Det gjorde jeg ikke før jeg rejste hjemmefra. Jeg har gået i dem hele vinteren uden at skænke dem en tanke. De er fra den lokale genbrugsbutik, den ene hæl er ved at gå i stykker, snørerne har hele tiden været underligt lange og flossede, jeg plejer at proppe dem ind i støvlen, når jeg er ved at falde i dem. Nu, ude i mellem mennesker, almindelige mennesker, tænker jeg meget på mine støvler. Hvad andre mennesker tænker, når de ser mig i mine nussede støvler. Jeg vil købe nye, det bliver akut, og jeg skal aktivt minde mig selv om at jeg INDERLIGT og DYBFØLT er IMOD overforbrug. Og dette er ikke en god grund til at købe nye støvler. Hunden snusede, og vendte sit store, sørgmodige hundehoved op imod mig. Manden lavede et næsten umærkeligt kast med hovedet, der fik hunden til at gå hen i mod ham. De skulle af samme stop som mig. Jeg overvejede at stå af et stop senere. Jeg overvejede om jeg virkelig er lidt skør. Manden gik målrettet ud af metroen da den stoppede og i den modsatte retning af min. Så skyndte jeg mig også ud og hjem. Ind i lejligheden, ind til fjernsyn og internet, sikkerhed og ro.

Jeg har fået et link til en artikel om forfattere og fjernsynsafhængighed. Indtil videre har jeg kun læst indledningen. Genkendelsen i beskrivelsen af det creepy blik. 

Læsere her vidste det vist godt allerede. Ellers siger jeg det bare højt nu. Det er mig med det creepy blik. Og jeg lytter også. Og skriver det ned bagefter. Til gengæld er jeg ikke i den offentlige transport så tit, for ved I hvad? Det er en helt åndssvagt udmattende måde at lade sig transportere på.

9. november 2015

Birken som guld, faldende





















Denne utroligt af-mig-håndlavede sag med fire digte i, er lavet til oplæsningen på torsdag i Torup Bogby, og den kan blive din! Hvis du er der! En tilfældig udvalgt blandt publikum får den nemlig med hjem - men først læser jeg digtene højt.

4. november 2015

Den 12. november læser jeg op i Torup Bogby - medbringer hjemmelavede digthæfter med plantetryk, og pønser tilmed på en lille gaveting til en tilfældig udvalgt blandt publikum, sådan: We Bring Gifts From The Forest-Style ... Jo, jo - og så må jeg nok hellere sige, at trods det pt ret verdensvendte fokus på bloggen, og det almene døds- og meningsløshedstema i mine noveller, så har der altså sneget sig en hel del kærlighed & hverdag ind i de nyeste tekster...

Se mere om arrangementets hvor & hvornår her

28. oktober 2015

I dag *38

I dag tænker jeg, at der er så utrolig meget galt med det hele. Faktisk er det svært at få øje på noget, som er rigtigt. Så tænker jeg, at det er nemt nok at finde sin dystopi, og uendeligt meget sværere at finde/kende/skabe/tænke/opdigte en utopi. Noget, der bare fungerer. En evighedsmaskine. Jeg er ikke romantiker, ikke på den måde. Jeg ved, at livet i gamle dage for de fleste og for det meste var noget møg. Den måde jeg bor på nu, fx, ude i en skov, semiprimitivt (jeg har netop lært at jeg faktisk bor off-grid, jeg troede det ikke, fordi hey, jeg tjener penge og betaler skat, jeg kører i min lovpligtigt forsikrede bil på offentlig vej hen og afleverer mit barn i børnehave, jeg har telefon, internet, en postkasse, som vi godt nok skal køre 5 kilometer for at tømme, men; helt almindelige, på den måde, men så lærte jeg at off-grid bare betyder at man ikke er koblet på offentligt el og vand. Ikke andet. Er jeg den eneste, der havde misforstået det? Næppe, ikke sådan som ordet bliver brugt i debatter, nå nu er jeg på vej ud på et sidespor, tilbage:) noget med at forsøge at dyrke så mange grøntsager som muligt, forbruge så lidt som muligt, forbruge bevidst når det skal være, lave affald, som kan komme ned i jorden igen og give næring til noget nyt. Det liv. Det har intet med gamle dage at gøre. For holdnukæft hvor var de fattige, dem der levede i skoven i gamle dage. Det liv, så kummerligt, slidsomt, hunger og nød. Kvæg, der præcis blev holdt på sultegrænsen hele vinteren, fordi der ikke var mere mad at give dem, hvis menneskerne selv skulle overleve. Jeg ved det bl.a. fordi mine udlejere har lånt mig en bog, på et af deres kaffebesøg. En lokalhistorisk bog med skildringer af tilværelsen i de gamle säterhuse, som nu står tomme. Mange gamle huse, spredt rundt her i skoven, hvor kun nogle få (hippiehappy danskere og hollændere) gider bo. De tomme huse er nu en slags sommerhuse, som bliver vedligeholdt efter alle kunstens regler, fordi dem, der har overtaget (arvet) dem, har råd til det. Fordi de har arbejde inde i en by. Fordi sådan er livet nu, at man (nogen!) kan vælge at have et tomt hus stående. Og jeg kan bo i sådan et hus, fordi dem, der ejer det, sympatiserer med vores ønske om at leve sådan her: semiprimitivt, landlig idyl, en dekorativ køkkenhave, hyggehøns. For dem er det en gevinst at huset bebos, for mig er det en gevinst at jeg får så meget (lege)plads stillet til rådighed for et symbolsk beløb. Den moderne mæcen. Videreførelsen af det feudale system. Jeg kan se så meget galt med det, men det er samtidig det bedste, der er sket for mig, som at vinde i et lotteri.

Og så er det der med at brokke sig (jeg brokker mig!) over at alle hele tiden kommunikerer med hele verden, ved alt om hvad der sker overalt. Pinedød er vi tvunget til at forholde os til alt andet og alting hele tiden - samtidig med at der er SÅ MEGET SOM VI ALDRIG TALER OM. Som vi aldrig kommer i nærheden af at tale om, fordi der er jo krise et og to og naturkatastrofen her og der og mennesker i nød, og de er alle sammen virkelige. Virkelige. Vi kan ikke afvise noget af det, jeg kan heller ikke. Alligevel. Jeg bliver vred. Jeg har en meget stærk følelse af at der sidder nogle og fupper os ganske gedigent. Fingerer problemer som en røgsky over det, som vi ikkeendeligaldrig må pille ved.

Den dør, der ikke må åbnes.

En eventyrbog fra min barndom; Ringelihorn, i den er der en historie om en trold i et bjerg. En guldhøne fører en fattig fiskerfamilies døtre på afveje, og de ender, en efter en, nede i hans hule. Her får de bunker af smukke kjoler og guld og diamanter. De skal lave lidt mad og gøre lidt rent, til gengæld får de alt det. På én betingelse: De må IKKE åbne den dør. Alle andre døre, men ikke den. De får et snehvidt æg i den ene hånd, nøglen til døren i den anden. Selvfølgelig åbner de døren. Og gulvet var sleipt af blod! Der ligger alle de tidligere kvinder, der heller ikke kunne nære sig, nu med afhuggede hoveder. Så bliver de forskrækkede, så taber de ægget ned i blodslimet, sådan afslører de sig selv, så ender de også der. En for en.

Ja, ja. Jeg sukker. I dag er jeg på Göteborg station. Jeg ville så gerne lave mig en strategi for det her ubehagelige møde med mennesker, der vil have noget af mig. De har så lidt, ingenting, jeg har så meget, hvorfor giver jeg dem ikke bare ALT? Eller, det behøver jo så heller ikke være alt, det kunne være noget, bare lidt. Hvor lidt? Til hvem? Hvornår er det nok, godt nok, hvornår er det passende, hvornår er det for lidt? Og så videre, og så videre. Og hvordan lave en strategi for at løse et problem, som hverken er mit eller deres. Og alle mine indskydelser har det til fælles, at de først og fremmest skal beskytte mig mod det ubehagelige. Spejlet. Mit liv, der er så privilegeret.

Jeg kigger på dem. Menneskerne, der beder mig om at give dem penge. Hjælpe dem. Det er en forskel. For mig er det en forskel, men ikke nødvendigvis for dem. Fordi: Jeg siger nej, jeg ryster på hovedet, mens jeg ser dem i øjnene. Er det i virkeligheden værre for dem? Jeg ved stadig ikke hvad jeg skal gøre. Jeg ville stadig ønske, at jeg vidste det. Eller at alting var anderledes. Alting. Eller bare mig.

Og i gamle dage. Dengang det hele faktisk var anderledes. Hvis man nu kommer til at bilde sig ind, at det var anderledes til det bedre. Bare lad være. Læs Wilhelm Moberg: Brudarnas källa (ved faktisk ikke om den er oversat til dansk?). Det er fiktion, det er fundet på, men jeg tror på at det (også) var sådan. Fire gange hopper historien tilbage i tiden, med udgangspunkt i en kilde. Pesten, den får han fortalt om. Frysende frygtsomt sidder de isolerede i hver sit hus, og dør. En for en. Og endnu en gang tilbage i en fjern fortid, hvor høsten fejler og de beslutter sig for at ofre en jomfru. De har argumenter, mennesker har altid gode argumenter, for det de beslutter. Frysende frygtsomme.

Igen: Det er historier, det er fundet på. Igen: Mennesker er sådan. De frygter og forsvarer det, som de føler er deres ret, deres sted, deres mad, deres nærmeste, deres komfortzone. Det ord. Det er sådan lidt moderne i det, men det har fat i noget meget ur-menneskelig. Komfort. En længsel efter at kunne læne sig tilbage, bare lidt, slappe af, bare lidt. Ikke kæmpe. Ikke frygte. Ikke lide. Er det for meget at bede om?

Hm. Hm.

(A pro pos: Jeg hørte i foråret en oplæsning af en nutidig persisk digter, Omid Shams, oversat af Shekufe Tadayoni Heiberg. Digtet var sådan set avantgarde (arrangementet var af Gertrude Stein Selskabet) og det var sådan set den slags digtning (og selskab), som støder en hel masse fra sig med sin insistering på at følge egne indre retninger og logikker, men måske netop derfor ramte det så meget desto hårdere.

Det var skrevet om eller for eller til en ven, der var fængslet i Iran. Hemmeligt sikkerhedspoliti, den slags fængsling hvor man bare forsvinder og ingen nogensinde forventer at høre sandheden om den videre skæbne. Man forventer det ikke, men ved alt for meget om sandsynligheden for at det menneske helt holder op med at findes. Sandsynligheden for at det menneske netop nu lider ubeskriveligt. Det var det ubeskrivelige, der blev skrevet.

To eller tre sider, med kun et ord, gentaget:

Hm.

Og Shekufe, der så åbenlyst ikke havde gennemtænkt den del af digtet, før hun gik i gang, og man kunne se det; se tankerne der fløj som fjerlette bevægelser over hendes ansigt. Skulle hun springe noget over? En sides hm mere eller mindre? Betyder det noget? Kan man overhovedet stå der, og læse hm, hm, hm op i .... ti minutter, tror jeg. Jeg ved det ikke, måske var det kortere, det føltes længe og det var fortvivlende. Ordene før og ordene efter, og der hvor ordene slap op. Hvad skal man sige? Det gjorde ondt, det var en pine at lytte til. Og det var en lettelse, fordi det trods alt er lettere at føle noget stærkt, end alt det mudder. Tvivl, uro, frygt, frem og tilbage, for og i mod.)

Hm.

I dag.

Hm.

Den sidste kvinde i eventyret var anderledes rolig og fattet. Hun lagde ægget i forklædelommen før hun låste døren op. Hun så alt, uden at tabe æg eller hoved. Næ, tværtimod, hun ryddede op efter troldens svineri! Hun havde heldigvis noget magisk lim, der kunne genoplive de andre, når hovedet blev sat på plads på halsstumpen. Det var jo meget godt. Men hun samlede kun sine søstre. Sine egne allernærmeste. Nå ja, en enkelt, fremmed kvinde blev nødtørftigt samlet, forklædt som kvinden selv og fortryllet til at sidde i køkkenet og svare trolden med sætningen: Et øjeblik. Sådan købte kvinden sig selv tid til at komme væk. Hun reddede sig selv og sine søstre. Happy end. Eller, er det virkelig godt nok? Nej, utopien findes ikke i fortiden, og allermindst i eventyrene. Egentlig ved jeg slet ikke om jeg tror på utopier, jeg mener: Mennesker er jo så ... Jeg er selv så ...

Hm.

20. oktober 2015

I dag *37 / Drømmen om en lastbil Del 14

Læs fra begyndelsen her

I dag vil jeg så alligevel skrive om poler. Polerne findes! I Dresden er den ellers indslumrende Pegida-bevægelse igen begyndt at demonstrere. Og der er moddemonstrationer. Heldigvis er der moddemonstrationer. De mange, nye flygtninge - det bliver givet som forklaring i radioen. (Radioen, snart skal jeg skrive om den, problematisere mit forhold til den, det er vigtigt at problematisere, det skal man huske.) Og i Sverige er der stigende problemer med ildspåsættelser af flygtninge-bostæder. I nat en privat villa, hvor fjorten flygtninge var indkvarteret. De blev evakueret. Brandmanden, der blev interviewet, lød træt. Han skulle svare på om alle var reddet ud af det nedbrændte hus. Han svarede ja og nej, sagde, at der var forvirrende udmeldinger om hvor mange, der havde været i huset. De var ikke sikre. Han blev spurgt igen, svarede: Fjorten flygtninge er registrerede, som boende i villaen og vi har reddet fjorten ud af villaen, og de fjorten er de samme, som er registrerede. Vi håber, at vi har fået alle ud.

Manden på broen, der spytter ned på flygtningene, der går på motorvejen.

Det er en ekstrem handling. Mennesker er ekstreme.

I Malmø vil de sætte telte op, det er en løsning på et konkret problem. Tusindvis af flygtninge, de skal have et sted at sove. Et telt. En teltlejr. De interviewer folk i radioen, folk på gaden, eksperter. Alle udtaler sig tøvende. Det er et reelt problem, manglen på sengepladser, men. Teltlejr?

En historiker fortæller, at der engang fandtes grænser imellem de forskellige sogne i Sverige. Man skulle vise pas, for at passere grænserne. Der var tydelige forskelle, der var rige og fattige sogne. Da grænserne blev ophævet, blev forskellene udjævnet. Markant. Folk flyttede fra Skåne for at arbejde i tømmerindustrien nordpå, og lønningerne blev lavere. Det var godt. Se, det var godt! Det fortæller historikeren. Men nu? Journalisten spørger, historikeren tøver, det er udenfor hendes ekspertområde. (Hvis ekspertområde er dette? Hvor er fremtidsforskeren, der skråsikkert siger: Forskellene skal udjævnes! Se, det bliver godt, når rigere bliver fattigere og fattigere bliver rigere!) Historikeren siger: Nu har vi jo opbygget et meget omfattende velfærdssystem i Europa. Det er hendes svar, spørgsmålet er: Skal vi så fjerne grænserne på globalt plan nu? Er det løsningen?

En kvinde bliver interviewet om de mange asylansøgere, der har fået deres sag afvist, men ikke kan udvises. Det er et større problem nu, fordi flere kommer til. Hun taler anderledes sikkert, tøver ikke. Hvad er løsningen? Det er spørgsmålet, og hendes svar: De skal have bedre muligheder for at blive her. Bedre muligheder for at søge opholdstilladelse igen, på andre måder. Hun bliver også spurgt: Hvad betyder det for de afviste asylansøgere, at der nu strømmer så mange til.
   HVOR stort et problem er det?
   Det er egentlig spørgsmålet, men hun svarer: Det er godt! Nu ser folk, at flygtningene er mennesker. De er mennesker som os, som dig og mig. Nu får folk endelig forståelse for flygtningenes fortvivlende situation.
   Journalisten spørger, og overraskelsen kan høres: Så du mener, det er godt, der kommer flere?
   Og det mener hun.

Og jeg lytter, og jeg overvejer.
Kan det virkelig være sådan?
Jeg er skeptisk.

Jeg har nemmere ved at forstå bevægelsen, der fører til protesten. Protesten i form af spyt, demonstrationer, ildspåsættelser.

Jeg har ikke stor tiltro til mennesker. Andre mennesker. Mig selv.

Ekstremerne. God-ond, sød-dum, tryg-bange. Skråsikker-evigt tvivlende.

Jeg drømte om den lastbil. Den lastbil, den drøm.

Hvad er der inde i lastbilen? spurgte min kæreste.

Jeg svarede umiddelbart, blev selv overrasket.

Døde flygtninge.

Et hul så stort, så sort. Det tomrum, fraværet af liv.

Kan du huske lastbilchaufføren, der havde efterladt lastbilen midt på vejen? Simpelthen var gået sin vej. Og indeni. Der lå de. Iltmangel.

Det var en historie midt i nyhedsstrømmen. Så var den der, så forsvandt den i mylderet. Jeg havde glemt, at jeg vidste det.

Det er et ansvar, det er en flugt. Det er en undladelsessynd. Det er ikke-handling, det er fraværet af ...

Det er her, jeg kommer til kort. Jeg ved ikke hvad alternativet er. Jeg er ikke det menneske, der smider alt, jeg har i hænderne og stiller op. De findes. Det mirakel! De findes overalt, de findes lige nu på banegårde rundt omkring, de sørger for varm mad, de oversætter, de uddeler tæpper, de hjælper med at finde vej i junglen af systemer og regler, de arbejder på at løse problemerne med de manglende sengepladser. De protesterer mod teltlejre. De siger, at det ikke er godt nok. De rejser til Grækenland, møder flygtningene. Taler med dem, engagerer sig, laver indsamlinger, så børn på to år ikke skal vandre til fods hele vejen op igennem et stadigt mere fjendtligt Europa. Et truet Europa; bange mennesker. Skræmmende, voldsomme, aggressive mennesker. Pigtråd og vagter, der skyder.

Jeg er ikke en af dem, der er derude og gør godt. Jeg er så glad for at der findes mennesker, der kan det, og jeg ville ønske jeg var sådan. Men jeg sidder her, jeg er bange. Frygt gør grimme ting. Jeg er bange for frygten. Jeg er bange for ekstremerne, men jeg forstår dem. Jeg skræmmes over hvor let jeg har ved at forstå dem. Og derfor tænker jeg - derfor er jeg nødt til at tænke: Der må være et alternativ, en vej imellem ekstremerne. Mange veje. Mange alternativer. Også til de bange.

Alting har sin egen modsætning indlejret i sig. Ildspåsættelsen-som-løsning findes som muligt resultat af de samme oplevelser, der for andre leder til at de stiller sig op en banegård og breder varme, omsorgsfulde arme ud.

Hvis jeg kunne række mine bange, rystende arme ud til det menneske, der står klar med tændstikken udenfor et hus, hvor fjorten flygtninge sover, efter at have gået og gået og gået (gennem ild og vand). Sige til det ulmende raseri, den frygt, den ekstrem at: Det skal nok gå alt sammen. Ja, vi bliver fattigere, ja, det bliver trangere. Vi mister noget. Komfort, valgmuligheder. Men indlejret i tabet ligger muligheden for at vinde noget nyt. Erobre noget. Udvide noget. En humanistisk ressource, talte musikeren (Deportee-forsangeren, indlægget igår) om. Og en dybere mening; noget, som er større end det enkelte menneske. Puh. Det er svære ord at jonglere med. Der er noget forlorent, sødladent over det her, jeg nu skriver. Men alternativet? Hvis alternativet er at vælge den ekstrem, at vi for hver en pris skal holde på det vi har og det vi kender. De privilegier, vi tilfældigvis er født ind i. Den guldske i røven. Er den prisen værd? Også hvis prisen er selve vores medmenneskelighed? Vores evne til at se på andre mennesker, og genkende dem som netop det: Andre mennesker. Kan jeg sige det? Hvilken slags handling, bliver det til?

19. oktober 2015

I dag *36 /Drømmen om en lastbil Del 13

Læs fra begyndelsen her

I dag så vi to elge. I morges. Det er mit tredje efterår heroppe i skoven, og tredje gang jeg har været her mens der var elgjagt. Det samme er sket de første to efterår, og det skete også i år: Op til og under jagten, er elgene pist væk. Ellers ser vi dem ofte, især når vi kører bil. Det sker jævnligt, at de står midt på vejen og virkelig ikke har travlt med at flytte sig. De glor på os. Vi holder stille og glor på dem. Mit blik, det er sådan her: Ydmyghed, ærefrygt, forundring over at de findes, så store, på en gang så klodsede og så yndefulde. Jeg ved ikke hvordan de ser på os (en blå volvo, motorstøj og to skygger indeni) men de er ikke bange for os. De lader os se dem, giver os god tid.

Jeg lyver ikke. Overdriver kun en lille smule. Sådan er det at bo i skoven. (Og rævene! I skulle se rævene her; så langt fra de sølle skravl, man ser i byerne, her er de dobbelt så store, pelsen er gnistrende rød. Af og til æder de vores kattekillinger. Det hører også med til historien.)

Men: Før og under elgjagten, er elgene i skjul. Pist væk borte.

Elgjagten sluttede i går, og i morges gik to elge, en ko og en stor kalv, fredeligt over vejen, da vi kom kørende mod børnehaven. Jeg satte farten ned, det samme gjorde elgene. Jeg holdt stille, mig og drengen gloede, elgene stoppede også op, gloede også. Så kørte jeg videre (det er altid mig, der vil videre først) og elgene gik videre. Ind i skoven. Videre med deres elgliv.

Jeg hører radio. Altid. Jeg lytter, vil vide hvad der videre sker. Flygtningene. Hvad sker der med dem nu? De snakker om politik, der sker ting og sager i svensk politik, skal jeg sige jer. Nu skal jeg sige jer, hvad der sker: En mindretalsregering regerer, og sidste år, da finansloven skulle stemmes igennem, brød Sverigesdemokraterne en gentlemans aftale, som plejer at gælde, nemlig at alle stemmer på deres eget finanslovsforslag, sådan at regeringens ender med at få flertal. Men ikke sidste år. Sverigesdemokraterne stemte nemlig ikke på deres eget forslag, men på det største af oppositionspartiernes finanslovsforslag. (Fordi, og nu er det min tolkning, ikke en objektiv sandhed: Siden de fik virkelig mange stemmer ved sidste valg, var de blevet fuldstændig ignoreret i folketinget, sådan seriøst fået den kolde skulder af de andre partier, og på en eller anden måde skulle de vel markere at de fandtes, at de repræsenterede en masse stemmer ude i virkeligheden, og det her kunne ikke ignoreres.) Det blev meget spændende. Der var stor mediedækning, der var nogle dage, hvor det så ud til at der ville blive udskrevet valg igen. Regeringskrisen blev løst ved at de oppositionspartier, der har sluttet sig sammen i 'Alliancen' sammen med regeringspartierne indgik 'December-överenskommmelsen'. En aftale, der skal imødegå at den situation som opstod, kunne gentage sig. (Dvs at regeringen i et helt år skal regere med en finanslov, som ikke er deres egen.) Men forleden var Decemberöverenskommelsen til afstemning i Kristendemokraternes parti, og medlemmerne stemte - imod partiledelsens anbefalinger - for at forlade aftalen. Så erklærede også de andre oppositionspartier at de forlod aftalen. Så nu er finanslovsforhandlingerne meget spændende igen. Så nu snakker de meget om det i radioen igen.

De snakker fx om forslaget om at afskaffe fradragene på børnepasning i hjemmet, på beskæring af træer, privat rengøring etc. De snakker om konsekvenserne for de familier, der nu har indrettet deres økonomi på at det findes. En mor til en dreng, Tobias, er dagens konkrete eksempel. En økonom gengiver hendes bekymringer. For hende vil det betyde 500 kr færre om måneden i en i forvejen anstrengt økonomi. Hun vil være nødt til at skære ned på drengens fritidsaktiviteter. Hun kan ikke længere have det, hun kalder sin 'pizza-buffer'. Reservepenge til de dage hvor 'mor er træt eller syg' (økonomens ord, hans tonefald ændrede sig der, blev ømt, medfølende, jeg ser for mig de dage, genkender dem: Mor er træt.)

Der er noget med virkeligheden, som er så ... bizart. Eller, det er jo ikke virkeligheden, det er gengivelsen. Jeg læste et interview med en svensk musiker, og det han sagde. Det har jeg selv tænkt. Men tør ikke sige, fordi jeg tror jeg støder folk fra mig. Virkelige mennesker, der lever i en anden virkelighed end mig. Og jeg, jeg vil ikke være den, der dømmer. Men. Jeg dømmer. Her er hans ord:

"- Livet fortgår och vi lever alla i våra kokonger, bubblor, där vi är uppfyllda och förförda av vårt stimuliknarkanda. Det är väldigt svårt att nå in i dessa bubblor, det krävs bilder - som den på den drunknanda flyktingpojken, konstaterer han. Fast då ser man plötsligt vilket slumrande humanistiskt kapital det ändå finns i Sverige." (Peder Stenberg, forsanger i Deportees, interviewet af Georg Cederskog, Dagens Nyheter 12. oktober 2015)

"- Livet fortsætter og vi lever alle i vores kokonger, bobler, hvor vi er opfyldte og forførte af vores stimulimisbrug. Det er vældigt svært at nå ind i disse bobler, det kræver billeder - som det af den druknende flygtningedreng, konstaterer han. Men så ser man pludselig hvilken slumrende humanistisk ressource der faktisk findes i Sverige." (min oversættelse)

Jeg siger, jeg skriver: Jeg savner fjernsyn, jeg savner komfort, jeg savner netflix. Det er sandt. En del af mig hungrer efter at lægge mig ned og hengive mig til ... mit misbrug. Jeg har længe omtalt mit forhold til skærme netop som et afhængighedsforhold. Et misbrug. Mit stof, min akilleshæl. Jeg, personlig, især, er forfalden til det. Andre har set det, og kan bevidne: Det er skræmmende hvor hurtigt jeg falder ind i en tilstand, hvor jeg ikke vil andet end at se mere. Serier. Især serier.

Jeg er blandt andet flyttet ud i skoven for at gøre det umuligt for mig selv at være skærmafhængig.

Det er den ene side. Det kan jeg sige højt. Det andet. Det andet er mere risikabelt. Det gør noget ved min udsigelsesposition. Det er noget med at flytte mig selv højere op, tale som om jeg ved noget om andre. Andre mennesker, andre liv. Det vil jeg så nødigt. (Fordi? Hvorfor? Noget med at jeg generelt er skeptisk overfor at bilde sig ind at man kan vide noget om andre, noget i det hele taget.)
Men, så læser jeg interviewet, og han siger mere:

"Känslor af meningslöshet - och psykisk ohälsa, som är så utbrett samtidigt som de allra flesta får de basale behoven täckta, vilket är en intressant utgångspunkt för en samhällskommentar. Jag och många med mig känner en brist på något som är större än en själv samtidigt som den här tron på individualitet, självförverkligande, att vässa armbågarne, hela var-din-egen-entrepenör-vågen är så stark, svarar han."

"Følelser af meningsløshed - og psykisk sygdom, som er så udbredt samtidig med at de aller fleste får de basale behov dækkede, hvilket er et interessant udgangspunkt for en samfundskommentar. Jeg og mange med mig mærker en mangel på noget, som er større end en selv, samtidig med at den her tro på individualitet, selvrealisering, at spidse albuerne, hele vær-din-egen-entrepenør-bølgen er så stærk, svarer han."

Mange med mig. Det er det, at han (i interviewets gengivelse, hvem ved hvilke forbehold han kan have udtrykt mens de talte) så selvfølgeligt taler om andre end sig selv. Og så gør han det alligevel ikke. Sætningen ovenover den jeg citerer, understreger at det er baseret på personlige erfaringer. Og så er der slutkommentaren, som gør mig nærmest rasende i sin dobbeltrettethed, storhedsvanvid trukket ned af forloren gøren sig selv til et medie for noget udefrakommende:

"-Men ska jag vara lite skrytsam så tycker jag att vi som band lyckas fånga något relevant om den här världen vi lever i. Jag känner mig stolt över det, men hur det går till vet jag inte säkert. Texterna kommer ofta av sig själva, det är som att jag bara är ett verktyg."

"- Men skal jeg være lidt pralende så synes jeg at vi som band lykkes med at fange noget relevant om den her verden vi lever i. Jeg føler mig stolt over det, men hvordan det går til ved jeg ikke med sikkerhed. Teksterne kommer ofte af sig selv, det er som om jeg bare er et redskab."

Nej. Nej, nej og nej!

Nu har jeg jo vedtaget at afskaffe de (falske!) modsætningspar, og betragte mig (som menneske, som de andre) som prisme i stedet. Så nu vil jeg ikke læse hans udsagn som en glidende bevægelse fra en pol til en anden. Nej. Det vil jeg jo netop ikke. Jeg er et prisme, Peder er et prisme. Han siger, oversat til prisme: På en og samme tid føler jeg mig hævet over og indlejret i dette store: Verden. Jeg skriver tekster, jeg synger. Jeg synger på vegne af mig og mine personlige erfaringer. Jeg føler at verden og de andre i den strømmer igen mig. Jeg føler, jeg er et redskab, der tager i mod, indfanger og videregiver noget, der er større end mig selv.

Hvis jeg læser det sådan, bliver jeg så tilsvarende rasende?

Nej.

Genkender jeg det, bare lidt?

Måske.

Den her blog, mig som skrivende. Der er noget uafklaret, der er et spørgsmål jeg prøver at besvare.

(Min kæreste og mig; vi taler om forskellen på at definere sig selv som et skrivende menneske og som en forfatter. Han har gode argumenter for det første, jeg insisterer på det sidste. Hvilket menneske vil du gerne være. Det er noget andet, vi ofte taler om. Det valg. At det kan være et spørgsmål om at vælge.
   Nu spørger han mig: Hvilken forfatter vil du så gerne være?
   Det overrumpler mig, så jeg svarer umiddelbart. Svaret er: En menneskelig forfatter. Det er det, jeg gerne vil være. Det jeg frygter mest, er at skrive på en måde, der eliminerer det menneskelige. Gør mig til en dømmende forfatter. Men: Jeg ER OGSÅ et dømmende menneske.)

Jeg skriver rundt, jeg skriver mig væk fra noget.

Og hvad nu med flygtningene, findes de ikke mere? I verden? I det medie, der er min forbindelse til verden, radioen? (Forøvrigt: Jeg har ikke set det fotografi. Drengen, den druknede. Jeg kender det fra mundtlige gengivelser, jeg har fået forklaret og analyseret fotografiets betydning, men jeg har ikke set det. hvad betyder det for min opfattelse af den virkelighed, som DE ANDRE navigerer i?) Jo. Flygtningene findes stadig. I radioen snakker de at tackle problemerne med de mange nytilkomne flygtninges bostæder. De har ret til at vælge deres egen bolig, og mange (ca halvdelen) vælger at flytte ind hos familie, venner eller bekendte, der allerede bor i Sverige. Men for nogle kommuner, hvor der allerede bor mange indvandrere, betyder det et massivt pres. Lejligheder, der er for trange, boligområder, der i forvejen er belastede, skolebørn, der ikke har ro hjemme og møder op i skolen med tydelige følgeproblemer. Familier, der i forvejen kæmper for at etablere sig i sverige, der skal hjælpe udmattede, traumatiserede flygtninge. Det svenske system, der ikke kan komme i kontakt med de flygtninge, som de gerne vil hjælpe. Flygtninge, der skal flytte op til tyve gange på et år, fordi de steder de flytter ind, ikke er egnede som permanente boliger for dem. Sådan præsenterer en kvinde det. En anden kvinde protesterer. Flygtningene er kompetente, de søger mod det netværk, de kan få gavn af. Familie, venner, bekendte. De har truffet kompetente beslutninger, der har ført dem hele vejen herop, vi skal ikke umyndiggøre dem nu, siger hun. Men deres valg fører dem ud i fattigdom, siger den anden. Det netværk, de søger til, kæmper selv for at overleve.

Det dilemma. Og nu et praktisk. Computeren løber snart tør for strøm, skal jeg udgive dette uden at være færdig, uden at nå frem til pointen, uden at have overblik. Ja, for jeg bliver alligevel aldrig færdig, der findes ikke nogen pointe. Det er bare mig, der tænker højt.

Fortsæt til næste del

13. oktober 2015

I dag *35 (Drømmen om en lastbil Pausedel)

Der er så mange grunde til at vågne smådeprimeret, at det på ingen måde giver mening at begynde at lede. Jeg sidder på vaskeriet, skuler til bunken med blade. Nogen er begyndt at skrive på dem med sort sprittush: Tillhör tvättstuga. Jeg føler mig afsløret. Sandsynligvis er jeg afsløret, eller måske ikke lige mig, men svindet er blevet noteret. Hvis jeg vil fortsætte med mit bladtyveri, skal jeg leve med at det på den måde er synligt. Det er blevet set. Det kan jeg ikke. Nyt dilemma: Skal jeg begynde at købe bladene selv, så? Men jeg er jo imod den slags blade?

Gnaven. Morgensur. Frustreret. Arrig. Vred. Jeg vasker tøj, besvarer mails, læser statusopdateringer på facebook. Ugidelig. Gider ingenting.

Jeg var anfægtet. Jeg skrev som et anfægtet menneske. Nu er det så fjernt, længe siden jeg var på Göteborg station og følte alt det der. Jeg trækker på skuldrene og kan ikke finde de følelser længere.

Der kan være så mange grunde, til at jeg ikke vil skrive videre på den føljeton. Her er en mulig grund: Jo længere jeg skriver mig ind, jo mere synes jeg, det forpligter til en GRAND FINALE. Som jeg har modstand imod. Jeg er forfatter. Jeg skriver fiktion. Her på bloggen skriver jeg ... hvad som helst, men jeg vil ikke, aldrig, påstå at jeg har nogle løsninger på noget virkeligt ude i verden. Jeg skriver om mig selv, ud fra mig selv. Føljetonen får sin egen autoritet, som jeg ikke føler mig hjemme i. Men. Den er min, det ER jo mig, der bestemmer. Jeg bestemmer nu at det er en evighedsføljeton, som jeg, når jeg vil (gider!) skriver videre på, og når jeg ikke vil, så gør jeg det ikke. Enstemmigt vedtaget.

Hvad så. Hvad gider jeg?

I dag?

Jeg savner fjernsyn. Savner Netflix. I dag savner jeg noget mere komfortabelt, noget lettere. Et liv med strøm og - åh: Jeg savner Just Eat!

Forresten, det der med teksterne, der spaltede sig ud, de forskellige muligheder for at handle i supermarkedet (Handle-gøre/handle-købe) det var for at demonstrere en pointe. Jeg sad fast i det med modsætningerne, polerne, to-sidetheden. Jeg sad en hel dag og skrev modsætningspar ned i min notesbog, og havde øverst skrevet: Modsætningspar - falske!! Jeg var vred, også den dag var jeg vred, det er noget med at støde mod en mur. At ville videre, men ikke kunne komme forbi den forhindring, der er min egen fatteevnes begrænsninger. Det føles som en styrkeprøve, en udholdenhedstest, anstrengende, møjsommeligt, slid!

Jeg fandt ordet prisme. Så blev jeg glad.

Det er sådan her: Når jeg står overfor et dilemma, som fx det på Göteborg station, hvor jeg skal gøre noget, men er så voldsomt i tvivl om hvad der er DET RIGTIGE at gøre, hvordan jeg GØR GODT, så er der ikke to yderpunkter. Der er ikke nogen facitliste. Som lys i et prisme vælder mulighederne ud i alle retninger, og noget - jeg finder aldrig ud af hvad, fordi så mange faktorer er i spil, så mange grunde, at det er håbløst at lede efter dem - får mig til at vælge. Jeg handler. På godt og ondt. Og det er det andet, som jeg tænkte, med min notesbog og alle de ord, der myldrede ud: Modsætningerne er altid indlejret i hinanden. Ethvert valg indeholder sin egen modsætning. Når jeg fx føler at jeg MISTER KONTROL ligger der indlejret i det at jeg VINDER FRIHED. Udenfor min kontrol er der nogle helt andre muligheder, som ikke er tilgængelige, så længe jeg holder så stramt et greb om mig selv og mine handlinger. Endda mine tanker.

Jeg ved ikke. Jeg blev glad, da jeg tænkte det. Det føltes som at erobre nyt territorie. Det samme med det, jeg skrev om at hjernen opfatter bekymringer som handling. Efter jeg skrev det, har jeg haft lettere ved at affeje bekymringer. Ja, ja, siger jeg til mig selv, det er meget godt med de bekymringer, de tilfredsstiller dit behov for at være nyttig - men du kan også bare lade det ligge, indtil du reelt kan gøre noget. Og så kigger jeg på efterårsskoven, der er så smuk lige nu. Flammende rød, gul som ... kan ikke finde det rigtige ord, det er en sart, pastelgul, som minder mig om noget, en sommerkjole jeg engang havde, måske. Eller fantaserede om at eje, tror jeg nærmere. I bilen i morges sagde jeg til drengen: Se himlen, er den ikke smuk. Den ligner vanilleis, svarede han. Og det gjorde den. Efteråret har sommerfarver. Nå. Det jeg ville sige, er at jeg var glad. Nu er jeg gnaven. Fordi, alle mine tanker: Hvad kan jeg bruge dem til? De løser jo ingen problemer. Der er stadig noget galt. Så meget galt. ALT er galt. Cirka. Jeg kan skrive side op og side ned her, men ude i verden (som jeg gør mig umage for at holde mig på sikker afstand af) er der mennesker, der lider. Mange mennesker, meget lidelse. Og jeg GØR jo ikke for alvor noget.

Jeg læser Stefan Zweigs Verden af i går. Jeg ved ikke hvorfor jeg læser den, den generer mig. Jeg bliver ved med at gå i stå, men jeg bliver ved med at fortsætte. Det er noget med at han var så åbenlyst et geni, at han helt fra sin ungdom bare var i gang. Skrev og skrev og det fandtes i verden, han betød noget.

Jeg indrømmer overfor mig selv, siger det højt, det gør det ikke mere behageligt: Jeg mistænker at min drivkraft er forfængelighed og dødsangst. (Træet i skoven, der vælter uden at nogen nogensinde opdagede, det var der.)

Hvis jeg fægter vildt i luften med alt hvad jeg kan finde (så mange ord, jeg kan finde på) men uden at det handler om noget. At bruge andre menneskers lidelse som skjold. Som alibi.

Min anfægtelse. Hvad handler den egentlig om?

Stefan Zweig skriver om tiden i Østrig efter anden verdenskrig, hvor der er sult og nød - og boligmangel. Der bliver indført en regel om at i hvert rum i alle huse, skal der installeres en familie. Zweig er 36 år og for længst etableret, succesfuld forfatter - og han ejer et hus med ni værelser. (Nu ligger bogen derhjemme, så jeg citerer efter hukommelsen.) Det er et gammelt lystslot, faldefærdigt. Han skriver at kommissionen kommer forbi flere gange, for at inspicere husets mange rum. Men, understreger han, huset dårlige stand bliver hans held: To værelser har han frivilligt afgivet, og ingen er interesseret i at bo i de andre. Jeg læser. Jeg trøster mig med det. Stefan Zweig ville så utvetydigt GODT, han var så oprigtigt og aktivt engageret i VERDEN, i ANDRE MENNESKER. Men han var glad for at de ikke skulle fylde hans hus.

Jeg leger med tanken om at invitere nogen (hvem? Lidende, hvad er det for en absurd kategori egentlig?) til at bo i mit hjem. Åbne mit hjem. Husrum, hjerterum, etc. Men tanken gør mig dårlig. Jeg har det meget svært med ANDRE MENNESKER. Jeg foretrækker god afstand. Det er jo derfor jeg bor i skoven, for helvede.

Så siger jeg, og det er muligvis sandt, at ANDRE MENNESKER og da især DE LIDENDE overhovedet ikke er interesseret i at bo her. Så primitivt, så meget slid i hverdagen.

Men jeg ved det jo ikke. Og jeg undersøger det ikke. Jeg vil ikke.

Men. Ordene hænger mig ud af halsen, og jeg vil ikke skrive, jeg vil handle. Jeg tænker, at næste gang jeg skal til Göteborg station, skal jeg gøre noget andet. Måske beslutte mig for at have en masse kontanter i min pung, og besvare hver eneste henvendelse, give alle lidt. Give en meget. Tale med dem. Jeg ved det ikke. Jeg ved ingenting. Hver gang jeg støder på et dilemma, prøver jeg at regne det ud, løse det på forhånd.

Tage en dag ad gangen, se hvad der sker. Det er det sværeste, synes jeg.

I dag.

Fortsæt til næste del

11. oktober 2015

Drømmen om en lastbil Del 11

Læs fra begyndelsen

Jeg finder den rigtige hylde, jeg kigger længe på bleerne, har svært ved at beslutte mig. Drengen peger på de mange glas med babymos, spørger hvad det er og jeg svarer distræt. Jeg overmandes af træthed. Stiller indkøbskurven fra mig, gnider mig i øjnene. De farvestrålende indpakninger flyder sammen, jeg skal anstrenge mig for at huske. Pampers nr. 3. Nan nr. 1. Jeg strækker armen ud, tungt, tungt, jeg putter bleerne i kurven, finder også modermælkserstatningen. Jeg tager drengen i hånden, vi går igennem supermarkedet. Den behagelige belysning, musikken, der ligger diskret bag alle de andre summende lyde. Kølediske, småsnak. Mennesker, der trækker kurvene efter sig, mens de ser sig søgende omkring. Hun må ikke komme herind. Hun må ikke gå her, med sin egen kurv. For hende, er dette ikke tilgængeligt. For mig er det noget, jeg kun nødtvungent gør. Noget jeg hellere end gerne vil slippe for. Jeg skal anstrenge mig for at flytte benene fremad, hvert skridt er en overvindelse. Drengen spørger om han må få. Ikke fordi han mangler noget. Det er et begær, der vækkes af de bugnende hylder, farverne, der stråler imod ham. Jeg vil og jeg vil ikke give ham alt det, han ønsker sig. Ville ønske alting var enklere. Jeg beslutter at han må få en juice, han vælger appelsin. Vi betaler og jeg lægger kvitteringen i posen. Det er så lidt. Jeg ville ønske, det føltes af mere. Føltes som nok. Godt nok. Jeg er bare et menneske, jeg gør så godt jeg kan. Siger jeg strengt til mig selv. Vi går ud af Hemköp. Står udenfor butikken. Jeg spejder til alle sider. Hun er der ikke. Drengen rykker mig i ærmet, vil have sin juice nu. Jeg stiller indkøbsposen fra mig, river plasticen i stykker, tager sugerøret ud. Jeg formaner ham om at være klar til at suge, så snart jeg prikker sugerøret igennem juicebrikkens åbning, så juicen ikke skal sprøjte ud på hans trøje. Han koncentrerer sig. Det lykkes. Jeg kigger igen rundt, spejder efter kvinden. Lille, punket frisure, læderjakke. Midaldrende. Hun er væk. Jeg venter længe. Jeg tager drengen i hånden, jeg løfter indkøbsposen, går hen til en trappe, der er lige overfor udgangen. Jeg stiller posen ved siden af trappen og vi går.

Fortsæt til næste del

Drømmen om en lastbil Del 10

Læs fra begyndelsen

Jeg finder den rigtige hylde, jeg kigger længe på bleerne. Det er så enkelt, hun har fortalt mig, hvad hun skal bruge og jeg har muligheden for at give hende det. Jeg putter en pakke bleer og modermælkserstatningen i indkøbskurven. Jeg holder drengen i hånden, spørger om han vil have en juice, han vælger appelsin og vi betaler. Vi går ud af Hemköp, hun venter på en trappe overfor, rejser sig op med det samme hun ser os. Hun kommer imod mig med udstrakte arme, omfavner mig. Jeg frigør mig forlegent, smiler til hende og ryster på hovedet. - Du skal ikke takke mig, siger jeg. Hun bliver ved med at takke mig. Vi begynder at gå, skal samme vej. Hun småsnakker på sit gebrokne svensk-engelsk. Hun fortæller mig, at hun er sulten. At hun mangler penge til togbilletter til sine børn. Jeg lytter. Jeg tøver. Har allerede brugt flere penge, end jeg havde tænkt mig. Jeg er ikke rig. Men. Jeg er ikke fattig. Jeg vender mig mod hende. Kigger på hende. Tager en beslutning. Jeg er ikke rig, jeg er ikke fattig. Jeg er et menneske, der står overfor et andet menneske. To mennesker, der mødes. Det er så enkelt. Det er så svært. Konsekvenserne er uoverskuelige. Men hvis jeg ikke tør, hvis jeg ikke gør dette … Jeg rækker hånden frem, siger: Jeg hedder Maja, hvad hedder du?

Fortsæt til Del 11

Drømmen om en lastbil Del 9

Læs fra begyndelsen

Jeg finder den rigtige hylde, jeg kigger længe på bleerne. Pampers nr. 3, Nan nr. 1. Det behøver ikke være så kompliceret, det er bare at putte dem i kurven, betale, give det til hende. Det gør jeg. Drengen får en juice, nu vi alligevel er i en butik. Vi går ud af butikken, hun venter på os på en trappe lige overfor udgangen. Da hun får øje på os, lægger hun sin telefon i lommen, kommer os i møde, strækker armene ud, giver mig et varmt kram og kigger mig i øjnene. Siger tak. Jeg rødmer. Ville foretrække noget andet, mere afmålt. Jeg bliver vred. Ikke på hende, ikke på mig. På situationen. Hun skal ikke sige tak til mig, hun skylder mig ikke noget. Det er ikke hendes skyld at jeg har og hun ikke har. Det vi nu hver især har og ikke har. Det er bare sådan. Det er uretfærdigt, det er hele systemet, der er så mange ting galt. Kapitalismen. Jeg er vred på kapitalismen, der tvinger denne ubalance ind i mellem os og gør det umuligt at mødes. Sådan virkelig mødes. Som mennesker. Jeg siger farvel, begynder at gå. Hun smiler, skal samme vej. Vi følges ad. Jeg gør mine skridt langsommere, lader drengen kigge på tøjbutikkernes mannequindukker, genoptager hans samtale om hvorvidt det er dukkerne selv, der er til salg, eller deres hår, eller tøjet, de har på. Han er ikke længere interesseret i det. Kvinden tilpasser sine skridt til mit tempo. Vi følges. Hun smiler, mens hun snakker, lavt, jeg kan ikke høre det hele. Jeg er i tvivl om det er hele sætninger, eller om der kun er de enkeltord, som bliver gentaget. Penge. Mad. Sulten. Mine børn. Togbillet. Penge. Jeg sammenstykker en betydning. Lader som om jeg ikke forstår hendes sådan set diskrete hentydning. Jeg bliver vred, nu på hende. Har hun ingen situationsfornemmelse? Forstår hun ikke at jeg allerede har givet mere, end jeg egentlig, objektiv set, har råd til? Hvordan kan hun tillade sig nu at bede om mere. Penge til mad. Penge til en togbillet til hendes børn. Hendes børn? Hvilke børn? Hvor er de? Hvor er den baby, som jeg netop har købt bleer til? Jeg vil vide mere, jeg vil spørge ind til det. Jeg vil intet vide, jeg vil væk. Vi når frem til storcentrets centrum. Der er fire veje at gå, butikker i alle retninger. Hun venter, jeg venter. Jeg retter en tøvende fod i en retning, hun peger ivrigt. Den vej? Hun skal også den vej. Jeg ryster på hovedet, peger i en anden retning. Hun synker sammen. Bilder jeg mig ind. Følelsen af at jeg har vundet, da jeg hurtigt går væk fra hende. Fri. Nu skal vi finde en cykelbutik, mig og min dreng. En ringeklokke til hans cykel. Han har lige lært at cykle. Jeg er så stolt af ham, min lille, store dreng. Jeg har vundet. Hun har tabt. Så tungt. Jeg fortryder at jeg stoppede op. Jeg fortryder at jeg ikke stoppede op ved hæveautomaten. Lidt penge. Nogle hundrede. Til en togbillet, eller til hvad som helst. Det kunne jeg have gjort. I det mindste. Det er ikke min skyld at der er den ubalance, men den er der. Det er mig, der kan give. Jeg kan vælge. Vi kommer ud af storcentret, ud i luften, virkeligheden, sådan føles det. Vi kører i sporvogn, vi går på gaden. Ingen henvender sig til os. Jeg trækker vejret. Men vi skal tilbage igen, tilbage igennem storcentret, tilbage til togstationen. Hun sidder på en bænk, rejser sig, da hun får øje på os, vinker ivrigt. Jeg ser at indkøbsposen er væk. Jeg smiler høfligt, afvisende, går videre.

Fortsæt til Del 10

Drømmen om en lastbil Del 8

Læs fra begyndelsen

Jeg finder den rigtige hylde, jeg kigger længe på bleerne. Jeg stiller kurven fra mig, tager drengen i hånden, går mod udgangen. Jeg har taget en beslutning. For en gangs skyld har jeg kastet al tvivl overbord, ikke flere endeløse overvejelser, frem og tilbage, for og i mod – nej, ikke mere: Jeg handler. Er det det menneske du vil være? Det eneste spørgsmål, der fremover må tælle. (Den regel, det system, jeg nu indfører.) Jeg går ud af Hemköp, spejder efter kvinden, hun sidder på en trappe overfor udgangen. Hun taster ivrigt på sin telefon, har ikke set mig. Jeg går hen til hende, står helt foran hende. Tøver, ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg kender jo ikke engang hendes navn, hun kender ikke mit. Hun ser op, ser mig og rejser sig hurtigt, smiler bredt, ser så mine tomme hænder og et forvirret udtryk flagrer over hendes ansigt. Den blottelse. Jeg skynder mig at række hånden frem, minder mig selv om min beslutning: Jeg handler. Nu handler jeg. Fra nu af.
   - Jeg hedder Maja, hvad hedder du? Siger jeg og smiler. Tænker, at det er et smil, der skal indgyde tillid. Hun rækker ikke hånden frem, glor på min tomme hånd. Skuffelse. Vrede. Jeg gætter på hendes følelser, mærker en brusende, let fornemmelse skylle igennem min egen krop: Forventningens glæde. Hun ved det ikke endnu, ved ikke hvor heldig hun er, at hun har mødt lige præcis mig, lige præcis i dag.
   - Jeg har ikke købt bleer, men du får penge, det er mere rigtigt, siger jeg.
   Hun ser uforstående på mig. Jeg slår over i et engelsk, som jeg forestiller mig vil nå klarere igennem.
   - No Pampers, but money, come, come with me, siger jeg og smiler, smiler så det strammer i mine kæbemuskler, i ansigtshuden, jeg vifter ivrigt med den ene arm. Den anden, drengens hånd, jeg knuger den, messer for mig selv: Nu handler jeg. Det er godt for drengen at have en mor, der handler. Jeg lærer ham noget vigtigt. Jeg klemmer hårdt om hånden. Stadig pulsen, så høj, stadig sveden, fornemmelsen af at lugte af den følelse, som jeg ikke vil kendes ved. Kendes på. Genkendes som. Bange. Angstens lugt. Jeg begynder at gå, rystende ben, smilet stivnet til en grimasse, hun ser ikke glad ud. Endnu. Snart vil hun forstå. Hun følger efter, langsomt, går bag ved mig, slæbende fodtrin. Jeg styrer mod den hæveautomat, jeg så på vejen hen mod butikken. Allerede da overvejede jeg det; hæve nogle penge til hende i stedet for det indkøb, der var så uværdigt for os begge. Jeg overvejede det, men havde brug for tid, før jeg turde. Nu tør jeg. Jeg er stolt af mig selv, jeg går hurtigt, hurtigere. Hun forstår, hun sætter også farten op, går ved siden af mig, smiler forsigtigt. Tør sikkert ikke tro på det endnu. Jeg griner. Tænker på hendes overraskelse, når hun for alvor forstår, hvad der er ved at ske. Jeg ved ikke hvad beløbsgrænsen er, men jeg forestiller mig, at jeg kan hæve det hele. I mit hoved er der dette billede: Las Vegas, den enarmede tyveknægt. En fattig pensionist, der trøsteløst hiver i håndtaget, de farverige felter der drejer rundt og rundt, langsommere, lander på: To kirsebær og en guldmønt. Ingen gevinst. Hun sukker, blanke øjne, hun putter endnu en mønt i, drejer. Endnu en mønt, drejer. Og så: Tre blanke, røde æbler! Den store gevinst! Mønterne begynder at trille ud, vælte ud, klokker ringer og dingler, et lysshow, konfetti fra taget!

Jeg putter hævekortet ind i automaten, trykker koden. Har allerede besluttet mig: Hvis jeg ikke kan hæve det hele, så giver jeg hende kortet i stedet. Skriver koden ned. Måske giver jeg hende et kram, måske siger jeg: Held og lykke med det hele.

Hun kommer ikke til at tro sit eget held.

Fortsæt til Del 9

10. oktober 2015

Drømmen om en lastbil Del 7

Læs fra begyndelsen her

Jeg finder den rigtige hylde, jeg kigger længe på bleerne. Jeg tror ikke, hun mangler bleer. Jeg tror ikke, hun har en baby. Hun ligner ikke en, der har en baby. For gammel, punkfrisuren, læderjakken, noget med hele hendes kropsholdning. Foroverbøjet, dirrende, insisterende. Hun talte til mig, som om det var hendes ret, Noget, jeg skyldte hende. Hendes telefon ringede, mens vi gik. Der var noget mærkeligt med den samtale. Hun aflagde rapport, sådan virkede det. Hun arbejder for nogen. Sandsynligvis er det et trick; det er svært at sige nej til at købe bleer, når man selv går med et lille barn i hånden. Et velnæret, velstimuleret barn. En mors bøn til en anden. Henvender hun sig kun til mødre, eller har hun en anden teknik, når det gælder andre målgrupper? Ældre kvinder, får de monstro en historie om en gammel slægtning, der sidder derhjemme og desperat har brug for … Hvad kan gamle mennesker desperat mangle? Jeg er ikke den rette, det ved jeg ikke. Mon den, hun talte med i telefonen, er den, som hun planlægger sine strategier sammen med? Holder de deciderede strategimøder? Bruger de alle pengene på stoffer? Hash, heroin, øl? En anden mulighed er, at hun ikke selv er mor til en baby, men er mormor. Eller bare kender en, der sidder med en baby og har brug for hjælp. Det er muligt, at hun simpelthen er den, der er i stand til at stille sig op i et indkøbscenter og tale på andres vegne. Hvem er jeg til at dømme. Jeg har ikke andet valg end at tage hendes ord for gode varer. Eller: Alternativet er et skråplan af mistro, som jeg ikke vil udsætte mig selv for. Jeg siger ikke, at jeg ikke forstår at andre mennesker vælger den vej. Hvem er jeg til at dømme. Jeg vil bare ikke selv. Hvis det er naivt, hvis det er dumt, så er det selvvalgt. I det mindste. Trods alt. Jeg putter Pampers nr. 3 og Nan nr. 1 i kurven. Jeg tillader mig også at putte en pakke vådservietter i kurven, det er mit beskedne bidrag; min erklæring om velvilje. Mit tegn på at jeg er god, lidt bedre.

Fortsæt til Del 8

Drømmen om en lastbil Del 6

Læs fra begyndelsen her

Jeg finder den rigtige hylde, jeg kigger længe på bleerne. Pampers nr. 3, jeg putter pakken i kurven. Finder også Nan nr. 1. Jeg tøver. Kigger på hylderne. Glas med mos, sutter, pulvergrød. Hvad har man brug for, når man har en baby, der bruger Pampers nr. 3 og Nan nr. 1? Jeg ved det ikke. Jeg ville ikke selv vælge det blemærke. Jeg kigger på Änglamarks bleer, overvejer at udskifte pakken i kurven. Det er umuligt. Hele situationen er umulig: Jeg skal købe et produkt, jeg så inderligt er i mod, til en kvinde, som måske aldrig har overvejet andre muligheder. En kvinde, som sandsynligvis har så rigeligt med problemstillinger, at den der hedder: Bjergene af brugte bleer, der svømmer rundt i verdenshavene og er unedbrydelige, et problem, der kan flyde til evig tid, vokse og gøre fremtiden håbløs for vores børn, børnebørn, deres børn; ansvaret for den forbrydelse, der bliver deres livsvilkår, umuligt kan engagere hende. Eller tager jeg fejl? Ville hun blive glad, hvis jeg købte mere miljøvenlige bleer? Er jeg arrogant, nedladende, når jeg står her og beslutter på hendes vegne, hvilke aspekter af menneskehedens overlevelse, hun kan interessere sig for. Hele situationen er umulig: En kvinde er af sine livsomstændigheder tvunget til at overbevise mig (kuppe mig) til at købe ind for sig. Hun har ikke muligheden for selv at stå her med sine eventuelle skrupler og træffe sine egne valg. Jeg tager drengen i hånden, går hen til kassen. Der er lang kø ved den eneste kasse, der har et menneske siddende. Bemandet kasse, det er den korrekte term, selv om det oftest er en kvinde. Ny problemstilling. Følelsen af at skulle skynde mig, en diffus frygt for at komme ud og opdage at hun er væk, har opgivet mig, får mig til – imod mine principper, som er vage, uafklarede – at vælge selvbetjeningskasserne. Jeg fumler. Jeg trykker på de forkerte knapper, tror, at jeg ikke betaler for indkøbsposen. Prøver at finde den knap, der registrer den. Opgiver, accepterer at jeg har stjålet en indkøbspose, men som det sidste dukker den op på skærmen, og jeg har alligevel betalt. Jeg sveder. Jeg tænker: Lugter jeg kraftigt af sved nu? Jeg tænker: Hvorfor tænker jeg: Angstens sved? Udgangen er spærret, jeg skal scanne min kvittering for at åbne. Jeg fægter ud i luften med min kvittering, kan ikke få øje på stedet, hvor den skal scannes. En ansat kalder bag mig. Hun peger på en meget stor boks, hvor en illustration viser, hvordan jeg skal holde kvitteringen, for at åbne lågen. Min dreng er med mig, hele tiden er han lige ved siden af, han holder sig tæt til mig i min forvirring. Jeg har dårlig samvittighed. Han burde have en bedre mor, en mere stålsat mor. Jeg har lyst til at græde. Jeg går ud, har indkøbsposen (plastic, jeg vælger altid selv papirsposerne, men det føltes så prætentiøst, jeg kunne ikke få mig til at vælge den til hende) i den ene hånd, kvitteringen i den anden, drengen ved siden af mig. Han er så nem, så samarbejdsvillig, så velvilligt indstillet overfor verden. Jeg vil gerne opdrage ham til at hjælpe andre. Jeg ønsker, at det skal være en naturlig del af hans liv. Jeg putter kvitteringen ned i posen, det er dette ræsonnement: Hvis hun slet ikke skal bruge bleer, men bruger det (moderskabet, det hjælpeløse spædbarn) som et våben i den krig, der hendes. Overlevelsen, den daglige. Hvis det er sådan, forstår jeg det. Der skal meget til for at trænge igennem mit panser, jeg forstår hvis grænserne hele tiden strækkes. Jeg vil ikke være den, der dømmer, derfor: Kvitteringen ligger i posen, så hun kan gå ind og bytte varerne til kontanter, når jeg er væk. Jeg tager drengen i hånden, vi går ud. Hun sidder på en trappe, taster ivrigt på sin telefons tastatur, rejser sig op da hun får øje på os, strækker armene ud, omfavner mig.

Fortsæt til Del 7

9. oktober 2015

Drømmen om en lastbil Del 5

Læs fra begyndelsen her

Jeg finder den rigtige hylde, jeg kigger længe på bleerne, Pampers nr. 3, kigger indtil den grønne farve flyder ud, blander sig med de andre mærkers farver. Pasteller. Lyse, blege, milde farver. Jeg stiller indkøbskurven fra mig. Jeg knuger drengens hånd, jeg begynder at gå mod udgangen, han spørger ikke om noget. Jeg ser hende. Hun sidder på en trappe overfor Hemköp, taster ivrigt på sin telefons tastatur. Hun har en smartphone, en ny model. Jeg har en gammel mobiltelefon, har fået den af min far. Han har flere liggende i sin skuffe, gamle modeller, som ingen længere vil bruge, de kan intet andet end at være telefoner, og det er derfor jeg vil have netop den slags. Det er selvvalgt. Hun kigger op, får øje på mig, smiler. Jeg lader som ingenting. Går videre. Hun følger ikke efter mig.

Fortsæt til Del 6

7. oktober 2015

I dag *34 / Drømmen om en lastbil Del 4

Læs fra begyndelsen her

Naturligvis støder jeg nu ind i den forhindring, der kunne kaldes: Forpligtelsesmodstanden. Den har ikke som sådan noget at gøre med denne føljeton, men så har den det såmænd nok alligevel. Forpligtelsesmodstanden handler kort fortalt om at hvis jeg synes jeg SKAL noget, så bruger jeg absurd meget tid/energi på en trodsagtig modstand mod at gøre det. Når jeg fx skriver: Mere i morgen. I morgen er i dag, i dag vil jeg alt muligt andet end at skrive videre. Jeg vil alt, jeg vil ingenting.


Forleden læste jeg en artikel på nettet. Jeg fandt den via et link på facebook, og jeg forsøgte lige før at finde den igen, så jeg kunne linke til den her. En overspringshandling, den gik der dejlig tid med. Jeg fandt den ikke, og det er ikke afgørende. Du kender den sikkert allerede, kender typen, tænk: Genveje til lykke, punktform, enkle anvisninger, noget at gøre. Handlemuligheder. Handler det meste ikke om det; hvilke muligheder vi har for at handle? Også de (yoga/mindfullness) som prædiker VÆREN, antihandling er også en handling. Når jeg trækker vejret og messer HEROGNUHEROGNU, så GØR jeg VÆREN. Så får jeg det bedre. Jeg er fan af handling.

Artiklen handlede om hjernen, og der var fire genveje til at blive mere lykkelig. Den var på engelsk, og kan sikkert googles frem (eller bare vær på facebook, der cirkulerer den nu) og jeg synes seriøst den var god. Dette er ikke vrængen, dette er ikke afstandstagen til hverken selvhjælp eller genveje. Som sagt: Jeg er fan af handling.

Nu fandt jeg den jo ikke selv igen, så kan ikke citere, det bliver en gengivelse frit efter hukommelsen - og der var én bestemt ting, som jeg bed mærke i, som er relevant for denne føljeton: De gode råd havde det til fælles at hjernen kan lide handling. Når jeg bekymrer mig, også om ting, som det rationelt virker dumt at bekymre sig om - ting jeg ikke har indflydelse på, ting jeg endnu ikke ved om er et problem (tag ikke sorgerne på forskud!) - så frigør det beroligende, behagelige stoffer i hjernen: Fordi bekymringen i sig selv fungerer som en handling. Så gør jeg dét; i det mindste bekymrer jeg mig om det. Det samme gælder for skyld og skam. Det frigør de samme stoffer som positive følelser, fx stolthed. Belønning. Hjernen skelner ikke på den måde. For hjernen er det rart. Men følelsesmæssigt? Den nedadgående spiral, som især set udefra, med FORNUFTEN, virker så destruktiv, formålsløs. For hjernen giver det god mening: Det er handling, og handling er godt.

Hjernen er irrationel. Eller, det var hvad jeg fik ud af den artikel, og det vækker god genklang, det stemmer med hvor bøvlet jeg synes min egen hjerne er. (Oh, jeg koketterer med en tihi-forenkling af noget egentlig kompliceret nu, jeg er nødt til at indskyde det, for at komme angribeligheden i forkøbet.)

Jeg hører radio. (Min hjerne kan godt lide at høre radio, følelsen af at følge med, det er også en handling.) Svensk P1 er pt min primære kilde til viden om verden. Den store verden, den der omgiver mig. Den, der er udenfor min lillebitte verden. I morges var der en reportage fra Libanon. Det land, der lige nu har flest flygtninge i forhold til antal indbyggere. 4 mio. libanesere, 1 mio. flygtninge. Journalisten sagde: Forestil dig, at der i dit hus uventet flytter fremmede ind, svarende til en fjerdedel af din husstand. Jeg forestillede mig det. Jeg tænkte på den udvidelse, der netop er sket, fra to til tre. Hvor dramatisk det er, selv om det er selvvalgt og ønsket. Ønsket! Men hvad nu hvis: En fremmed. En, der ikke nødvendigvis ønsker at være der. En, der ikke ser sin fremtid der. En, der drømmer om et andet liv, et andet sted. En, der bare ikke har andre muligheder. Hvis jeg ikke havde andre muligheder end at åbne mit hjem for den ufrivillighed. Nødvendighedens handlinger. Muligheden for nødvendighed.

En syrisk kvinde i en flygtningelejr var dagens historie. Hun blev præsenteret sådan her: Mor til to, egentlig interesserede hun sig for filosofi, nu bruger hun tiden på at bekymre sig. Er der mad nok? Kommer børnene i skole? Bliver de syge af bakterierne, der florerer i lejren? Hun sagde: At være her, er som at dø en langsom død. Men i Syrien ville vi nok være døde hurtigt.

Min skam over at jeg har stort set ubegrænsede muligheder. Jeg skal også dø, men jeg lever ikke et liv, der føles sådan. Hurtigt eller langsomt. Mit liv føles uendeligt. Det er min livsløgn.

Og erkendelsen af at min hjerne belønner mig for de følelser; skyld og skam. Følelsen af en fordobling - nej mere, hvad er det nu det hedder - skyld og skam i anden, tredje, fjerde potens idet det går op for mig, at de følelser i min hjerne fungerer som en substitut for handling. I stedet for at gøre noget (hvad? hvadsomhelst!) skynder jeg mig at skamme mig, og så kan jeg i øvrigt fortsætte mit liv. Min hverdag. Som ikke er let, fordi ingenting er let. Men der er noget basalt som fungerer, som jeg ikke hver dag skal beskæftige mig med.

Så skriver jeg om det hele her. Det er også en handling. Min hjerne kan lide den handling. Men så føles det forpligtende. Så låser det sig fast. Så føler jeg: Trodsagtig modstand.

Det er bevægelsen mellem det store og det lille, det altafgørende og det ligegyldige. Handling og substitutter for handling. Handlingslammelsen.

Det er det, jeg vil skrive om. Jeg skriver, prøver at skrive mig et bestemt sted hen, men der er noget der afviser den bevægelse. Den fiksering.

Jeg prøver igen i morgen.

Fortsæt til Del 5